Kvist: Fungerer fint med Christian Poulsen
William Kvist mener, det er forkert, at han ikke fungerer sammen med Christian Poulsen på midtbanen.
Der er hård kamp om midtbanepladserne på det danske fodboldlandshold, efter Niki Zimling har kilet sig flot ind på holdet ved siden af William Kvist.
Landsholdets normale anfører Christian Poulsen er røget bag i køen om spilletid, men op til tirsdagens venskabskamp mod Finland ser det ud til, at Zimling har brug for en pause.
Det åbner for et gensyn med konstellationen med Kvist og Christian Poulsen, som har været udsat for kritik. Men den kritik er uberettiget, mener Kvist.
- Jeg synes, vi har fungeret godt sammen tidligere. Det er lidt forenklet at sige, at Christian og jeg ikke fungerer sammen, siger Stuttgart-spilleren.
- Christian og jeg har spillet nogle gode kampe sammen, og det kan vi godt.
- Det vil helt klart også være en konstellation, som er vigtig. Der er lang tid til EM, og man ved aldrig, om Niki, Christian eller jeg bliver skadet. Det er vigtigt, at vi som minimum har tre spillere, som er klar til at tage over, mener Kvist.
Virkede mod Norge
Den tidligere FC København-anfører peger på 1-1-kampen på udebane mod Norge, hvor sammenspillet fungerede ganske udmærket.
- Christian og jeg spillede en god kamp oppe i Norge, hvor vi kontrollerede kampen. Christian og jeg er begge gode i det defensive, og det vil skabe en stærk fysisk akse med meget power på midten.
- Men vi skal kigge lidt mere på løbemønstre og spillemønstre, hvor vi nogle gange kommer til at ligne hinanden lidt i vores spillestil. Derfor skal vi begge være lidt opmærksomme på det, forklarer Kvist.
Christian Poulsen og Kvist har en tendens til at søge de samme områder, uden at en af dem går frem på banen som den lidt mere offensive type. Den rolle har Zimling varetaget på fornuftig vis.
- Vi skal kigge på flowet i spillet. Det har været rigtig godt i de seneste par kampe mod Norge og mod Portugal, påpeger Kvist.