Bendtner-afløser topmotiveret efter debut
Nicolai Jørgensen ser sig selv som en god kandidat til næste års EM-hold efter debut for fodboldlandsholdet.
Bayer Leverkusen-spilleren Nicolai Jørgensen er topmotiveret, efter at han fredag fik debut på fodboldlandsholdet i 2-0-sejren over Sverige.
- Det var utrolig fedt og dejligt. Jeg havde ventet på det i lang tid. Jeg håber, at jeg bliver udlejet til vinter, så det betyder rigtig meget at have en landskamp på cv'et i forhold til at finde en ny klub. Især når man er så ung, som jeg er.
Selvtillid
- Også for min selvtillid betyder det meget. Det var en succesoplevelse efter lang tid med minusser, siger den 20-årige offensivspiller.
I Leverkusen er han blot reserve og får næsten ikke spilletid, men alligevel har landstræner Morten Olsen holdt fast i ham på det seneste - blandt andet ved at tage ham med i den nuværende trup, som tirsdag møder Finland i en ny testkamp.
I sejren over Sverige fik den tidligere AB-spiller de sidste 20 minutter på banen, hvor han afløste Nicklas Bendtner som frontangriber.
Til dagligt bliver Nicolai Jørgensen oftest benyttet som venstre kant, og alsidigheden håber han bringer ham med til næste sommers EM-slutrunde.
- Jeg tror, at fordelen med mig er, at jeg både kan spille på venstre kant og helt fremme, og jo mere spilletid, jeg får, jo mere udvikler jeg mig på begge pladser. Det er en fordel at kunne spille to pladser, vurderer Nicolai Jørgensen.