Olsen: Vi har fornyet os mere end Sverige
Landstræner Morten Olsen holdt torsdag et længere foredrag om Danmarks præstationer mod Sverige gennem årene.
Der var lidt historielæsning på skemaet, da landstræner Morten Olsen og fodboldlandsholdet holdt det afsluttende pressemøde forud for fredagens venskabskamp mod Sverige i Parken.
Først præsenterede landsholdets sponsor Adidas næste års landsholdstrøje, som også markerede, at det næste år er 20 år siden, at Danmark vandt EM-guld i Sverige i 1992.
Få minutter efter indledte Morten Olsen med et oprids af kampene mod Sverige gennem tiderne, begyndende med 2-1-sejren over Sverige i 1976, hvor Olsen selv var med.
- Jeg kommer fra en tid, hvor kampene mod Sverige var nogle af de største opgør.
- Lad os igen gøre kampen til en prestigekamp, som svenskerne også selv har lagt op til. Det er to hold, som velsagtens lige nu er de to bedste hold i Skandinavien, fordi begge har kvalificeret sig til EM-slutrunden, siger Olsen.
Ikke tabt i fem kampe
Landstræneren valgte endnu en gang at gå nogle år tilbage i historien for at sammenligne de to nordiske arvefjenders udvikling, siden Olsen trådte til i 2000.
- Sverige startede på sin vis bedre end os i det nye årtusinde. Meget imponerende at de fem gange i træk kvalificerede sig til en slutrunde.
- Men det er ligesom, vi har taget teten nu, efter vi kvalificerede os til VM, hvor de missede slutrunden.
- Og vi har ikke tabt til dem i de seneste fem kampe, understreger Morten Olsen.
Han tæller ikke skrivebordsnederlaget på 0-3 i 2007 med i den sammenhæng, da en tilskuer løb ind på banen i Parken og spolerede kampen ved stillingen 3-3, og hvor der var straffespark til svenskerne.
Til gengæld hæfter Olsen sig ved, at Sverige, sammenlignet med det seneste opgør mod Danmark for to år siden, har mange flere gengangere med end det danske hold.
- Vi har fornyet os en hel del mere, end svenskerne har. Det er en cadeau til spillerne, for det er fantastisk, at vi, med en gruppe med så mange nye spillere efter VM, har kvalificeret os til EM, fastslår Olsen.