City-stjerner accepterer millionbøder
Manchester City-spillerne Kolo Toure og Carlos Tévez har begge accepteret bøder fra klubben.
Det er dyrt at dumme sig, hvis man er fodboldspiller i Manchester City. Det må både stjerneangriberen Carlos Tévez og forsvarsspilleren Kolo Touré sande.
Carlos Tévez har ifølge BBC accepteret den millionbøde, City gav ham for at opføre sig utilbørligt, da han skulle indskiftes i Champions League-nederlaget til Bayern München den 27. september.
City har anklaget Tevez for ikke at ville lade sig indskifte i kampen, men Tevez påstår, at han kun nægtede at varme op, fordi han allerede havde varmet op en gang tidligere.
Tevez har indvilget i at betale en nedsat bøde på to ugers løn, som britiske medier anslår svarer til over fire millioner kroner.
Også den centrale forsvarsspiller Kolo Touré har accepteret, at City trækker seks ugers løn, efter han i foråret afgav en positiv dopingprøve.
- Kolo accepterer denne straf, og både han og klubben er enige om at komme videre og fokusere på fremtiden, hedder det i en udtalelse fra klubben.
Landsholdsspilleren fra Elfenbenskysten, som var tilbage på banen i september efter at have afsonet en udelukkelse på seks måneder, får en estimeret bøde på over seks millioner kroner.
- Efter grundige undersøgelser og behandling af denne sag i vor disciplinærkomité er konklusionen, at Kolo Toure skal trækkes i løn, svarende til seks ugentlige lønudbetalinger.
- Årsagen er den positive dopingprøve, han afgav tidligere i år, som ene og alene er hans egen skyld, skriver klubledelsen.
Touré blev testet positiv for at have spist en slankepille, som af det engelske fodboldforbund (FA) dog ikke blev bedømt til at kunne øge spillerens ydeevne på fodboldbanen.