FCK smed europæisk chance væk

FC København spillede uafgjort 1-1 mod ukrainske Vorskla Poltava.

Artiklens øverste billede
FC Københavns Dame N'Doye tegnede sig for et mål i begge mod ukrainske Vorskla Poltava. Foto: Efrem Lukatsky/AP

FC København har udspillet sin rolle i denne sæsons Europa League.

Det står klart, efter at de danske mestre ikke formåede at få mere end et sølle 1-1-resultat med hjem fra ukrainske Vorskla Poltava onsdag aften. Dame N'Doye tegnede sig for et mål i begge ender.

Andenplads er væk

Samtidig vandt belgiske Standard Liege 2-0 over tyske Hannover 96 i gruppens anden kamp, og det betyder, at FCK ikke længere kan nå op på den andenplads, som giver adgang til 1/16-finalerne til foråret.

Det tidlige farvel til europæisk fodbold kommer som et stort antiklimaks for FC København, som i sidste sæson nåede hele vejen til 1/8-finalerne i Champions League, hvor den engelske storklub Chelsea agerede endestation.

I denne sæson var endestationen et middelmådigt hold fra Ukraine.

Dårlige afleveringer

FC København kom trods en fornuftig nok start på kampen flere gange under unødigt pres i første halvleg på grund af en række dårlige afleveringer fra flere spillere.

Det ødelagde det opbyggende spil for københavnerne, mens ukrainerne til gengæld havde det fint med at satse på kontraløb mod de usammenhængende danske mestre.

Det var dog rent held for Vorskla Poltava, at man efter en halv times spil kom foran 1-0, da Dame N'Doye efter et ukrainsk hjørnespark ramte bolden forkert med sit højre lår, så den røg i eget net.

Kort efter gjorde senegaleseren dog skaden god igen, da han udnyttede en fejl i det ukrainske forsvar og udlignede til 1-1, som også var stillingen ved pausen.

Diouf og Oviedo ud

I pausen tog cheftræner Roland Nilsson konsekvensen af det dårlige spil i særligt københavnernes venstre side, og både Pape Pate Diouf og Bryan Oviedo blev taget ud til fordel for Martin Vingaard og Pierre Bengtsson.

Det gjorde dog ikke FCK-spillet meget bedre, og fejlafleveringerne var fortsat i højsædet i anden halvleg. Særligt FCK's forsvarsspillere havde svært ved at ramme en medspiller.

Offensivt var det heller ikke imponerende af de danske mestre, og FCK havde vel ikke en reel chance i anden halvleg.

Det ukrainske mandskab kunne med lidt større skarphed i støvlerne til gengæld have udnyttet de mange FCK-fejl og taget sin første sejr i gruppespillet.

Der resterer fortsat en enkelt kamp i gruppen for FCK. Den 15. december kommer Standard Liege på besøg i Parken til en kamp, der reelt er uden betydning for danskerne.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen