Simon Kjær: Det er en personlig hetz
Landsholdsspilleren Simon Kjær har fået ros i Italien, men mangler anerkendelse herhjemme.
I et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller Simon Kjær om en svær tid i udlandet, og han mener blandt andet, at den danske presse igennem længere tid skriver negativt om hans indsats, fordi han har haft en formnedgang på landsholdet
Efter sejren over Portugal, der gav førsteplads i puljen og direkte billet til EM-slutrunden næste sommer, gik Simon Kjær ud til den danske presse og svarede tydeligt frustreret igen på kritikken.
Var det klogt at gå i krig med kritikerne - og hvorfor havde du det behov?
»Nej, måske var det ikke klogt af mig, men jeg havde lyst til at give lidt igen, for jeg synes, jeg blev helt urimeligt negativt behandlet. Som om jeg ikke kunne gøre noget som helst rigtigt i nogles øjne. På landsholdet spillede jeg en mellem-kamp mod Cypern, men blev nogle steder alligevel skrevet helt ned under gulvbrædderne, og det var altså ikke rimeligt. Så da det gik rigtigt godt for mig - og endnu vigtigere godt for holdet - mod Portugal, så havde jeg bare lyst til at sige, at jeg vist stadig godt kunne spille fodbold, selv om nogle åbenbart havde tvivlet,« forklarer Simon Kjær til Jyllands-Posten.
Ros og ris
Da Simon Kjær skiftede fra tyske Wolfsburg til italienske Roma blev han anerkendt i Italien, hvor han i forvejen har en stor stjerne efter sit succesfulde ophold i Palermo fra 2008-10.
»I mine første kampe i Italien for Roma spillede jeg faktisk fantastisk godt, hvis jeg må være ubeskeden nok til selv at sige det, for jeg fik masser af ros i pressen og internt i klubben. Men som et eksempel, så stod der efter vores udekamp mod Inter intet i den danske presse om, at jeg reddede bolden på stregen kort før tid og dermed reddede et point til os mod en stærk modstander, hvorimod jeg så en mærkelig negativ vinkel i danske medier om, at jeg skulle have savet Sneijder midt over. Når det kun er negativt, og de positive historier ikke bliver nævnt, så er det i mine øjne ikke længere journalistik, men en personlig hetz,« siger Simon Kjær.
Landstræner Morten Olsen giver en forklaring på, hvorfor kritikken opstod.
»Omtalen af Simon blev båret af en wow-effekt, da han som helt ung kom med på landsholdet. Alle faldt i svime over, hvor meget en så ung og uprøvet spiller magtede, men siden blev han lynhurtigt fast inventar, og så er kritikerne i stedet begyndt at se på, hvad han ikke magter lige så godt,« siger Morten Olsen til Jyllands-Posten.
Læs i dag mandag hele interviewet i Morgenavisen Jyllands-Posten.