Erik Hamrén: Svensk offensiv ikke god nok
Den svenske landstræner Erik Hamrén var imponeret over det danske fodboldlandshold, som vandt 2-0.
Det var ikke godt nok. Den svenske landstræner Erik Hamrén var meget skuffet over 0-2-nederlaget til Danmark i Parken. Danmark fik lov til at styre kampen for meget, mener han.
- Jeg er ikke så fornøjet med, at vi tabte 0-2. Jeg var tilfreds med vores defensiv i perioder. Men vi var ikke aggressive nok, siger Hamrén.
Den tidligere AaB-træner roste det svenske kombinationsspil, men der var derimod meget andet galt med det svenske spil. Især i offensiven, hvor Zlatan Ibrahimovic og Johan Elmander havde det svært.
- Jeg er ikke tilfreds med vores offensive kvaliteter. Vi skabte for få målchancer. Vi havde to store chancer, og der skal vi vel score mål, mener Hamrén.
Meget at arbejde med
Han erkender, at Danmark dominerede venskabskampen, og han roser danskerne for flot spil, mens han kritiserer svenskernes koldblodighed.
- Vi mødte et godt hold, og vi har meget at arbejde med.
- Vi vidste, Danmark ville have bolden, men de havde den for meget, fastslår Hamrén.
Sverige skal i næste uge møde England i endnu en venskabskamp.
Danmark skal i årets sidste landskamp møde Finland. Det er også en venskabskamp, og den bliver spillet i Esbjerg.