Ny sejr styrker EM-håbet hos Morten Olsen
2-0-sejren over Sverige lover godt for landsholdets chancer ved næste års EM, mener Morten Olsen.
Morten Olsen blev styrket i sin tro på, at det danske fodboldlandshold kan levere et godt EM-resultat til sommer, da Danmark fredag slog Sverige med 2-0 i en venskabskamp i Parken.
- Jeg fik svar på, at vi har fantastiske muligheder. Der er et stort potentiale i holdet, og det fik vi også vist, siger landstræner Morten Olsen til TV2.
Selv om danskerne ikke fik skabt specielt mange chancer, så er der andre ting, som glæder landstræneren.
- Vi leverede et godt positionsspil og var gode til at skifte side, så de kom ud at løbe. Men det er svært at skabe særlig mange chancer, når de har 10 mand, der står så dybt, forklarer Olsen.
- De rammer stolpen en enkelt gang, men de første 20 minutter har vi alt spillet.
Fodboldlandsholdet afslutter landsholdsåret på tirsdag, når danskerne møder Finland i en venskabskamp i Esbjerg.
EM spilles næste sommer i Polen og Ukraine.