Sejre vejer tungere end rekorder for Messi
Lionel Messi tænker ikke så meget over at slå rekorder. For Barcelona-stjernen betyder sejrene langt mere.
Lionel Messi scorede tirsdag hattrick i 4-0-sejren ude over Viktoria Plzen, og argentineren rundede mål nummer 200 for FC Barcelona med det første af sine tre mål.
Barcelona-legenden Cesar Rodriguez har rekorden hos catalonierne med 235 mål, men 24-årige Messi har allerede nettet 202 gange for klubben. Det er dog slet ikke vigtigt for hovedpersonen selv.
- Jeg er tilfreds, men mest af alt over resultatet, siger Lionel Messi til spansk tv.
At nå rekorden, som blev sat af Cesar Rodriguez i midten af 1950'erne, er ikke noget, Lionel Messi går specielt efter.
- Det er ikke mit mål. Langt fra. Det vigtigste var at vinde og nå videre blandt de sidste 16 hold.
- Mit mål er blot at fortsætte i samme spor og fortsat hjælpe holdet med mine scoringer, så vi sammen kan nå store resultater, forklarer Lionel Messi.
Barcelonas træner Josep Guardiola lovpriser sin stjernespiller, og spanieren tror på, at Messi kan opnå endnu mere i sin karriere.
- Messi er en fænomenal spiller. Og vi er svært tilfredse med resultatet. I en alder af 24 år har han slået så mange rekorder, siger træner Josep Guardiola.
Barcelona gik videre til 1/8-finalerne sammen med AC Milan, der tidligere tirsdag spillede 1-1 ude mod Bate Borisov.