DBU-boss: Fem andre var i spil
Landstrænerjobbet er det perfekte for Morten Olsen, lyder det fra Jim Stjerne Hansen.
Jim Stjerne Hansen, generalsekretær i Dansk Boldspil-Union (DBU), er overbevist om, at Morten Olsen har valgt at fortsætte som landstræner, fordi jobbeskrivelsen er den perfekte for ham.
- Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at dette er Mortens yndlingsjob. Det er intenst i nogle perioder, og så kan han ellers trække sig tilbage i hjemmet i Bruxelles og slappe af.
- Derefter kan han bygge op igen. Det kan man ikke i et klubjob, hvor du er på syv dage om ugen, 16 timer i døgnet. Som jeg vurderer det, er dette det ideelle job til Morten Olsen, siger Jim Stjerne Hansen.
Kontaktede ham
En fælles bekendt til DBU-bossen og Morten Olsen sagde op til EM-kvalifikationskampene mod Cypern og Portugal i begyndelsen af oktober, at Morten Olsen måske gerne ville fortsætte, selvom han for et år siden havde annonceret sit stop i sommeren 2012.
- Derefter kontaktede jeg Morten og sagde til ham, at jeg gerne ville sidde over for ham en dag, så vi kunne se hinanden dybt i øjnene og finde ud af, om dette var noget, vi skulle gå videre med, fortæller Jim Stjerne Hansen.
- Da vi først var enige om, at dette var en god idé for Morten og os, så har det været forholdsvist nemt, siger Jim Stjerne Hansen.
På plads søndag
Den endelige aftale om en forlængelse frem til sommeren 2014 faldt på plads søndag.
Jim Stjerne Hansen fortæller, at han i sidste måned havde en kandidatliste på fem potentielle afløsere til Morten Olsen, men at han aldrig forhandlede noget konkret med nogle af dem.
Kandidaterne vil han ikke sige meget om.
Kompetente
- Jeg vil ikke nævne navne på andre kandidater. Jeg har haft fortrolige samtaler med de andre emner, hvor nogle af dem stadig er i job, så jeg vil ikke røbe nogle navne.
- Men jeg er sikker på, at hvis ikke Morten ville forlænge, så havde vi fået en anden meget kompetent træner.
- Jeg har selvfølgelig måttet ringe til dem for at fortælle, at nu talte vi med Morten Olsen om en forlængelse, siger DBU-bossen.
Morten Olsen har været landstræner siden 2000.