Landsholdets veteraner øjner karriere-stop

Flere af landsholdets stamspillere forventer karrierestop, hvis Danmark ikke kvalificerer til EM i 2012.

Artiklens øverste billede

Landskampen lørdag aften mod Island er pinedød en af de kampe, som Danmark skal vinde for at fastholde håbet om at komme med til EM i 2012.

Flere af landsholdets veteraner er dog allerede forberedt på, at deres tid i rødt og hvidt snart kan være slut, hvis Danmark ikke klarer kvalifikationen.

- Hvis vi kikser kvalifikationen, kommer der en udskiftning, ligesom der altid gør efter en slutrunde - som efter VM sidste år, hvor Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen og Jesper Grønkjær stoppede på landsholdet.

Nye spillere ind

- Med et farvel til EM-chancerne kommer udskiftningen tidligere, og så ville det være dumt at fortsætte med de ældre kræfter på holdet. Så skal de nye spilles ind med det samme, siger målmand Thomas Sørensen til B.T.

Landsholdets højre back Lars Jacobsen går med lignende tanker.

- Selvfølgelig tænker jeg på, at det kan være slut for mig på landsholdet, hvis vi taber og ryger ud af EM-kvalen. Nogle unge talenter kan hurtigt banke på. Jeg tager en dag ad gangen med landsholdet, siger Lars Jacobsen.

Selvom Lars Jacobsen har overvejet sin fremtid i nationaldragten, fastholder han en klar målsætning om at være med til EM i 2012.

- Hvis vi ryger ud af kvalen, kan det tidspunkt, hvor man kan være færdig på landsholdet, komme hurtigere, siger Jacobsen.

Danmark ligger nummer tre i EM-kvalifikationsgruppe H med syv point, mens Island ligger sidst med bare et point. Norge fører gruppe H med 10 point.

Norge møder Portugal, som ligger nummer to i gruppe H, lørdag aften i Lissabon.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen