Askesky tvinger Barca til London før tid
Lionel Messi og co. må haste til Champions League-finalen i London på grund af den islandske askesky.
Den islandske askesky har fået Barcelona til at fremrykke flyafgangen til lørdagens Champions League-finale mod Manchester United i London med to dage frem til tirsdag aften.
Det var oprindelig planen, at træner Josep Guardiola og hans spillere skulle flyve ud af Spanien på torsdag.
- På grund af usikkerheden omkring asken fra vulkanen Grimsvötn, så flyver Barcelona til London i dag klokken 22.00, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Barcelona er en gang tidligere kommet i problemer i Champions League på grund af en islandsk askesky. Sidste år måtte holdet køre i bus til semifinalemødet i Milano med de senere vindere fra Inter, da lufttrafikken i Europa var lammet.
Omkring 25.000 Barcelona-fans forventes at have billet til lørdagens finale på Wembley, men da størstedelen skal med fly fredag og lørdag, er det usikkert, om de kommer til at overvære kampen.