Islændinge griner ad asketåger
Det islandske fodboldforbund er fuldstændig ubekymret over askeskyen før kamp mod Danmark.
Mens verden er ved at gå i panik over endnu et islandsk askehelvede, er de ansvarlige i det nationale fodboldforbund helt ubekymrede over vulkanudbruddet forud for EM-kvalifikationskampen mod Danmark om halvanden uge.
- Vi er temmelig erfarne på dette område, så vi er ikke bekymrede over den askesky. Vi er ikke så bekymrede, som folk uden for Island er det, siger fodboldforbundets pressechef, Omar Smarason.
De islandske spillere mødes til den første træning på Island den 30. maj. Nogle af spillerne er allerede på Island, mens andre skal flyves hjem.
Udbruddet stilner af
Heller ikke udsigten til lukkede luftrum er noget, man grubler over på den store vulkanø.
- Det skulle ikke være noget problem at få spillerne hjem, for udbruddet stilner af i hurtigt tempo nu.
- Vi regner ikke, at det bliver et problem, og hvis det skulle blive, så ordner vi det. Det finder vi ud af, hvis det skulle vise sig, siger Omar Smarason.
Ingen aske
Billeder af tæt asketåge på Island er gået verden rundt de seneste dage, men på Laugardalsvöllur Stadion i Reykjavik, hvor kampen skal spilles 4. juni, skulle luften være klar som kildevand.
- Der er ingen aske i nærheden af banen. Der er en smule aske i hovedstadsområdet, men det er intet mod det, der er oppe i områder med gletsjeren, hvor vulkanen er. Så det er ikke noget, vi bekymrer os om, siger Omar Smarason.
Dansk Boldspil-Union følger udviklingen på Island, men det er endnu for tidligt at drage konklusioner.
- Vi er opmærksomme på den, men det er et Uefa-arrangement, så ansvaret for at kampen kan gennemføres ligger hos arrangørerne og mindre hos DBU, siger kommunikationschef Lars Berendt.
- Vi følger situationen og har orienteret Uefa om, at Uefa bør være opmærksomme. For det handler ikke kun om os, men også om dommerne, der skal dømme kampen, forklarer Berendt.
Danmark ligger på tredjepladsen med syv point i EM-kvalifikationspulje H, mens Island ligger på sidstepladsen med et point. Norge fører puljen med 10 point.