Olsen: Solbakken kan klare vildt pres
Landstræner Morten Olsen er sikker på, at Ståle Solbakken er klar til at håndtere presset i FC Köln.
Selvom FC Københavns sæson overskygger FC Kölns målt på både national og international succes, vil presset stige på FCK-træner Ståle Solbakken, når han efter ferien skifter til den tyske klub, vurderer landstræner Morten Olsen.
"På trods af, at FCK også er en stor klub, så kan man slet ikke sammenligne den med 1. FC Köln. Köln er en større klub på mange områder."
"Der er meget stort pres på, og det er meget hektisk. Endnu mere end i Danmark. Presset kan slet ikke sammenlignes," siger Morten Olsen til B.T.
Den danske landstræner har fungeret i den tyske klub som både spiller og træner. Han sluttede sin karriere som aktiv i Köln, og det var også her, han fik sit første trænerjob i udlandet. Det sluttede med en fyring i 1995.
Tysk fyringspres
FC Köln har de seneste år været en klub, hvor dårlige resultater meget hurtigt fører til fyring.
Morten Olsen mener, at de rødglødende trænersæder er en generel tendens i Bundesligaen.
"Der er meget kort snor til de tyske trænere i øjeblikket. Det må vi erkende. Men det er slet ikke noget problem for Ståle. Han er klar til det pres, og ellers bliver man ikke hentet til sådan nogle klubber," siger Olsen.
FC Köln sluttede sæsonen i Bundesligaen på en 10.-plads med 44 point.