Ryan Giggs jubler over Uniteds rekordtitel
Ryan Giggs er glad for, at Manchester United nu har rekorden alene for flest vundne mesterskaber i England.
Selv om man har vundet mange engelske mesterskaber, er følelsen stadig fantastisk hver gang.
Det mener den walisiske fodboldspiller Ryan Giggs, som lørdag var med til at vinde sit 12. mesterskab med Manchester United.
Det skete efter en 1-1-kamp ude mod Blackburn, og dermed er United mestre med en runde tilbage af Premier League.
- Det er en svær liga at vinde, og følelsen er så speciel som nogensinde, siger Ryan Giggs ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ryan Giggs fik debut for Manchester United for 20 år siden. Dengang havde klubben kun vundet syv mesterskaber, 11 færre end Liverpool.
Ikke i nærheden
Med årets mesterskab sidder United alene på rekorden med 19 titler, eftersom Liverpool ikke har vundet mesterskabet siden 1990.
- For 20 år siden var vi ikke i nærheden af Liverpool. Det er flot af klubben, af manageren (Alex Ferguson) og spillerne, og det er en god fornemmelse at være foran vores største rival, siger Ryan Giggs.
Han og de øvrige Manchester United-spillere kan vinde endnu en stor titel i denne sæson.
Den 28. maj møder klubben spanske FC Barcelona i Champions League-finalen på Wembley i London.