DBU vil tillade kunstgræs i Superligaen
Dansk Boldspil-Union (DBU) tillader kunstgræs i Danmarksturneringen og pokalturneringen fra sæsonen 2012/13.
Det skal i fremtiden være tilladt at spille på kunstgræs i Superligaen. Dansk Boldspil-Union (DBU) vil fra sæsonen 2012/13 tillade kunstgræs i Danmarksturneringen og pokalturneringen.
- Fodbold handler om følelser og traditioner. Vi vil jo alle helst spille og se fodbold spillet på en fantastisk flot, grøn og tæt naturgræsbane.
- Sådan er virkeligheden bare ikke. Derfor har vi nu forholdt os rationelt til et ellers meget irrationelt emne, siger DBU-formand Allan Hansen til unionens hjemmeside.
Tidligere har det været diskuteret at spille på kunstgræs på grund af meget dårlige danske baner i vinterperioden, men det er hidtil blevet nedstemt. Nu har tonen fået en anden lyd.
Mere positiv opfattelse
- Vi sidder som beslutningstagere på et område, hvor vi ikke skal tænke på nutiden men på fremtiden.
- Vi har et klart indtryk af, at de yngre og kommende generationer af fodboldspillere, som vokser op med lækre kunstgræsbaner, har en mere positiv oplevelse og opfattelse af kunstgræsbaner end os andre, som kun er vokset op med grusbaner med vandpytter om vinteren og hullede græsbaner om sommeren, forklarer Allan Hansen.
I de nordiske nabolande Sverige, Norge og Finland har de allerede tilladt de bedste klubber at spille på kunstgræs, som man også ser det i Holland, Schweiz og Østrig.
Og såvel det europæiske fodboldforbund, Uefa, samt det internationale fodboldforbund, Fifa, tillader turneringskampe - herunder landskampe - på kunstgræs.
Nu er DBU også klar til at åbne op for anvendelsen af denne type baner i de bedste danske rækker, som tæller Superligaen, 1. division, 2. division og pokalturneringen, men først fra sæsonstarten 2012/13.