"Duncan" kender intet til AGF-aftale

Morten "Duncan" Rasmussen afviser, at han har lavet en aftale med sin barndomsklub.

Artiklens øverste billede
Morten "Duncan" Rasmussen forholder sig udelukkende til sin kontrakt med Celtic, indtil en anden situation opstår. Foto: AP.

Morten "Duncan" blev mandag rygtet tilbage til sin barndomsklub AGF, som skulle stå klar med en kontrakt, efter at en sponsor har meldt sig på banen til at finansiere købet. Det oplyser i hvert fald tv2sport.dk.

Men angriberen kender intet til historien.

”Det har jeg svaret på hele det her forår. Det ændrer sig jo ikke, fordi en avis eller et medie begynder at skrive nogen historier,” siger han til spn.dk og fortæller, at AGF selvfølgelig er en interessant klub.

”Jeg har sagt, at jeg selvfølgelig har følelser for AGF, og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at spille der på et tidspunkt, men lige nu har jeg jo en kontrakt med Celtic, som jeg har hele tiden har sagt. Så det er jo irrelevant lige nu,” forklarer han.

Ved intet

Så du har ikke hørt noget fra AGF, eller at der skulle være afgivet et bud?

”Det ved jeg ikke noget om,” forklarer han og henviser til sin agent i forbindelse med eventuelle interesserede.

Han håber bare, at han kan spille sig til en plads på Celtic-holdet, når han vender tilbage.

"I mit hoved tænker jeg, at jeg skal tilbage derop og gøre det bedste, som jeg kan. Og forhåbentlig er det godt nok til at blive en del af holdet. Det er jo det, som jeg håber og tror på,” fortæller Morten "Duncan" Rasmussen.

Ny situation kan opstå

Viser det sig derimod, at Celtic ikke vil bruge ham, er han klar til at reagere.

”Så er det jo klart, at hvis jeg kommer derop, og træneren siger, at han ikke vil bruge mig. Så er det selvfølgelig en anden situation, men den situation kan jo ikke begynde at tænke over lige nu, for sådan ligger landet ikke lige nu. Så kan vi altid gætte på, hvad der sker, hvis han siger det ene eller det andet,” siger han og uddyber:

”Sådan er det jo på alle arbejdspladser, at hvis du får at vide, at du ikke kan bruges, så er man jo nødt til at forholde sig til det. Det er jo ikke noget, som jeg forholder mig til lige nu, fordi det ikke er sket.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra AGF.

LÆS OGSÅ: Aabech bekræfter AGF-dialog

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen