Bille: Eriksen er Guti, jeg er Ronaldo
Bille ser frem til at spille U21-EM foran Christian Eriksen, som han sammenligner med Guti.
Simon Kjær og Christian Eriksen var de to største navne, der sagde ja til U21-EM for Danmark. Og Nicki Bille er svært tilfreds med udsigten til at skulle sendes af sted med afleveringer fra Christian Eriksen.
"Jeg tror, at han har mange gode assist i ærmen. Mit store idol har altid været Guti, og jeg har altid sagt, at hvis jeg lå som angriber med Guti bag mig, så ville jeg score 30 mål på en sæson. Så må det være det næstbedste, at det er Eriksen," siger Nicki Bille til tipsbladet.dk.
Så Eriksen er Guti og du er Raul?
"Ja, Raul eller den gode, gamle Ronaldo."
Bendtner kommer ikke med
Nicki Bille, der lige nu frister en tilværelse på Villarreals B-hold, havde også meget gerne set Bendtner som makker på U21-landsholdet. Men det bliver ikke i denne omgang, at makkerparret fra et gammelt KBU-hold bliver genforenet.
"Det kunne da have være rigtig sjovt, hvis Bendtner havde været med. Det er mange, mange år siden, jeg har prøvet at spille sammen med ham. Så det ville jeg gerne have prøvet, for jeg har på fornemmelsen, at vi kunne danne et rigtig godt par. Jeg tror, vi kunne supplere hinanden rigtig godt, så det ville jeg rigtig gerne have prøvet. Men så må jeg jo bare gøre det så godt, at jeg kan komme op til ham (på A-landsholdet, red.)," siger Nicki Bille.
Ikke engang muligheden for at blive presset ud på en ny position var frygtet af den 23-årige Bile.
"Vi spiller jo ikke med to angribere, men vi har begge to prøvet at spille andre positioner end frontangriberen, så det skulle der nok være fundet ud af. Det er jeg sikker på," siger Nicki Bille.