Indskifterne afgjorde pokalfinale
FC Nordsjælland-spillerne kunne mærke, at de fysisk var oven på til sidste i pokalfinalen, og det blev afgørende for sejren.
FC Midtjyllands anfører, Kristian Bak Nielsen skreg ad sin centrale midtbane og sine angribere.
En FC Nordsjælland-spiller havde netop jogget en hel banelængde med bolden ved fødderne uden at blive presset af en midtjyde. Stillingen var 2-2, og der var fem minutter tilbage af kampen.
Fem minutter senere løb FC Nordsjællands spillere vilde rundt, og folkene på holdets bænk jublede lige så meget. FC Nordsjællands tre indskiftere havde netop afgjort kampen med tre gode detalje. Matti Lunds aflevering, Morten Nordstrands lille hop over bolden og Søren Christensens sublime spark til 3-2 i dommerens overtid.
Blev ved at angribe
»Jeg tænkte: Nu vinder vi,« sagde FC Nordsjællands anfører, Nikolaj Stokholm om sine tanker, da Søren Christensen scorede til kampens resultat 3-2 i dommer Claus Bo Larsens overtid.
»Ingen på vores gik efter, at vi skulle i forlænget spilletid. Vi ville ikke forsvare, men blive ved med at angribe,« sagde Nikolaj Stokholm.
På en uge har FC Nordsjælland næsten reddet sig fri af nedrykningskampen i Superligaen og nu vundet pokalturneringen.
»Det er fantastisk. Og især med den uge, vi lige har haft med to sejre i Superligaen. Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at vi ville ryge i forlænget spilletid, men så fik vi skabt et godt angreb, og Søren Christensen ramte bolden flot. Sådan har han aldrig ramt den før,« sagde U-21 landsholdsanfører, Andreas Bjelland.
Han kunne mærke, at han selv og sine holdkammerater havde det fysiske overskud, som FC Midtjylland ikke havde i slutningen af kampen.
»Vi var bare mere friske til sidst. De virkede trætte. Derudover har vi fået noget erfaring fra sejren sidste år,« sagde Andreas Bjelland.
FC Nordsjællands træner, Morten Wieghorst, havde truffet det kontroversielle valg at lade Matti Lund Nielsen begyndte kampen på bænken. Han har ellers været holdets bedste i dette forår. Han, og de to andre indskiftere, Morten Nordstrand og Søren Christensen afgjorde kampen. Ikke blot med målet til 3-2, men det var også Matti Lund Nielsen, som skabte 2-1 målet.
»Indskifterne kan afgøre kampen. I 1. halvleg kom vi til at løbe lidt for meget efter dem, og så er det godt at have sådanne indskiftere,« sagde Andreas Bjelland.