Simon Poulsen savner tillid på landsholdet
Backen Simon Poulsen håber, at han kan få flere kampe i træk på landsholdet.
Venstrebacken Simon Poulsen er træt af at være kastebold på fodboldlandsholdet.
AZ Alkmaar-spilleren håber på at få fast spilletid af landstræner Morten Olsen, som har skiftet meget ud på pladsen.
- Jeg trænger til at spille tre kampe som fast mand og få noget rytme. Hver eneste gang jeg har fået chancen, har jeg ikke været med i næste kamp. Det er svært, siger Simon Poulsen til B.T.
Ros fra Olsen
Simon Poulsen fik senest stor ros af Morten Olsen, efter at han havde spillet en godt i venskabskampen i marts ude mod Slovakiet.
Det skete få dage efter, at Simon Poulsen var blevet droppet til EM-kvalifikationskampen i Oslo mod Norge.
AZ Alkmaar-spilleren håber at få spilletid, når landsholdet den 4. juni spiller den næste EM-kvalifikationskamp ude mod Island.
- Det ligger godt til mig, og hvis jeg gør det godt til samlingen, tror jeg også, at jeg spiller, men det er svært at sige.
- Mod Norge var jeg jo mere eller mindre den eneste, der til dagligt spillede fast som venstreback, men alligevel var jeg ikke med, siger Simon Poulsen.
Mangler selvtillid
Den tidligere FC Midtjylland-spiller har fået masser af spilletid på klubholdet, men på landsholdet har han ikke samme ballast.
- Man kan godt sige, at jeg mangler lidt landsholdsselvtillid. Jeg har brug for nogle gode oplevelser. Jeg har desværre ikke vist det, jeg gerne ville. Nu skal jeg have en periode med meget stabilitet, siger Simon Poulsen.