Ligalandsholdet kan møde Aserbajdsjan
Hvis ligalandsholdet skal på tur i januar, kan destinationen meget vel blive De Forenede Arabiske Emirater.
Dansk Boldspil-Union (DBU) arbejder i øjeblikket på at arrangere en tur for ligalandsholdet i begyndelsen af 2011, og hvis turen bliver til noget, så kan Aserbajdsjan blive en af modstanderne.
Det bekræfter DBU's pressechef, Lars Berendt.
- Det er en af de modstandere, vi har inde i billedet til en tur med ligalandsholdet, siger Berendt, som ikke har flere oplysninger om de planer, der arbejdes på.
Asejbajdsjan håber på Danmark
Tidligere tirsdag oplyste kollegerne i Aserbajdsjan, at man har indgået en forhåndsaftale med Danmark, når holdet er på træningslejr i De Forenede Arabiske Emirater i januar og februar.
Dermed kunne det også blive destinationen for Morten Olsens delegation af superliga-spillere.
DBU har en aftale med Divisionsforeningen om, at de kan råde over spillerne i 14 dage i januar.