Lyngby-profil er billigt til salg
Lyngby-profilen Kim Aabech har en klausul i sin kontrakt, som gør, at han kan skifte klub billigt.
Kim Aabech er godt i gang med at køre sig selv i stilling til et vintersalg.
Lyngbyprofilen, der har scoret ni mål i Superligaen i denne sæson, var for kort tid siden ude at sige, at han har landsholdsklasse, og nu slår hans agent, Frank Hansen, fast, at han kan købes for småpenge.
- Vi fik indføjet en klausul i Kims kontrakt, som gør, at udlandsdrømmen næppe bliver ødelagt på grund af transfersummen, siger Frank Hansen til Ekstra Bladet.
Klausulen blev indføjet, da Aabech overraskende valgte at forlænge sin kontrakt i slutningen af august. Den oprindelige kontrakt udløb ellers til nytår, hvor han så ville have været transferfri.
Frank Hansen vil ikke afsløre, hvad klausulen omhandler, men ifølge Ekstra Bladet koster Aabech blot 250.000 kroner i perioden indtil transfervinduets sidste 10 dage. Skulle han ikke være blevet solgt inden, kan Lyngby dog selv kan sætte prisen.
- Kim har gjort det godt, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er blevet bemærket rundt omkring, siger Frank Hansen.
Udover sine ni ligamål har Aabech lagt op til fem scoringer og således været en af Lyngbys vigtigste spillere i et efterår, hvor klubben har imponeret stort