Sampdoria stopper Milans sejrsrække
AC Milan satte point til for første gang i fem ligakampe, da klubben spillede 1-1 ude mod Sampdoria i Serie A.
Efter fire ligasejre på stribe satte topholdet AC Milan lørdag aften point til i den italienske Serie A i fodbold.
Milan førte ellers 1-0 ved pausen i udekampen mod Sampdoria, men hjemmeholdet fik udlignet til slutcifrene 1-1 i anden halvleg.
Brasilianske Robinho bragte topholdet foran to minutter før pausen efter oplæg fra svenske Zlatan Ibrahimovic.
Føringen holdt dog kun frem til et kvarter inde i anden halvleg, da Giampaolo Pazzini scorede fra tæt hold.