Fifa sniger sig uden om skat ved VM
Værtslande ved VM-slutrunder går langt for at tilfredsstille Det Internationale Fodboldforbund.
Fodbolden får mere og mere magt. Og magten medfører blandt andet særlige skatteregler for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og deres VM-slutrunder. Det skriver Børsen lørdag.
Regeringschefer verden over skriver således under på hemmelige dokumenter, hvor de lover, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og deres VM-slutrunder ikke skal betale skat i værtslandet, hvilket ellers er et krav, når nationer byder på retten en VM-slutrunde.
Helt præcist, hvor langt skattefritagelsen strækker sig, står uklart, fordi det er regelsæt, som Fifa ikke ønsker at oplyse om.
Men lidt er kommet frem efter en BBC-afsløring umiddelbart før VM i Sydafrika den forgangne sommer. Skattefritagelsen omhandler blandt andet Fifa's massive indtægter på tv-rettigheder og merchandise.
Fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte kan bekræfte, at fodbolden opnår helt særlige skatteregler.
- Det er korrekt, at der er særlige skatteregler for Fifa under en VM-slutrunde. Der ingen tvivl om, at de går ud og bruger deres magt til at vride armen rundt på værtsnationerne, siger Jesper Jørgensen.
- Til sammenligning får Novo næppe noget ud af at bede en regering om skattefrihed for at etablere sig i landet, siger han.
Ifølge Deloittes fodboldøkonom gælder det i øvrigt ikke kun Fifa og VM i fodbold. Det sker også i Europa, når Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) afholder slutrunder. Og så sker det også, når FC København spiller Champions League i Parken.
- Der kan i nogle tilfælde også være fornuft i det, fordi det ville være meget besværligt, hvis Champions League skulle have dets indtægter beskattet i 52 forskellige lande. Reglerne gør det lidt nemmere, siger fodboldøkonomen.