Daniel Agger med i Liverpools genrejsning
Liverpool med Agger var på vej mod ny nedtur, men Joe Cole sikrede sejren på 2-1 over Bolton i overtiden.
I Liverpool venter de på bedre tider, og 1. januar udnyttede klubben en oplagt mulighed for at starte på en frisk, da Bolton på hjemmebane blev besejret 2-1.
Men det holdt hårdt for de røde, som havde Daniel Agger med i truppen for første gang siden september.
Først i kampens overtid kunne Joe Cole prikke bolden det sidste stykke over målstregen til 2-1 og dermed sikre Liverpool og fyringstruede Roy Hodgson de tre tiltrængte point til stillingen i Premier League.
Lignede ny nedtur
Det lignede ellers længe en ny nedtur for Liverpool, som kom bagud 0-1 på et fint frisparksindlæg af Bolton kort før pausen, da hjemmeholdets forsvar forsømte at dække op.
Og Bolton virkede til at kontrollere det fint i begyndelsen, mens Liverpool trods boldbesiddelse var ufarlige.
Men gad vide, hvad Liverpools fyringstruede Roy Hodgson sagde til sine spillere i pausen?
Torres blev skarpere
Mens hjemmeholdet lignede et mandskab uden selvtillid i de indledende 45 minutter, var holdet betydeligt skarpere i de sidste tre kvarter.
Især Liverpools profil Fernando Torres gik fra at være 100 procent uskarp til at levere decideret smukke detaljer i anden halvleg.
Mens alt løb alt ud i sandet på grund af manglende boldkontrol i selv upressede situationer i første halvleg, kunne spanieren efter pausen flugte bolden perfekt i nettaget på et godt indlæg af anfører Steven Gerrard og derved bringe hjemmeholdet på 1-1.
Daniel Agger startede inde og blev skiftet ud med få minutter igen.
/ritzau/