Simon Kjær vil give Eto'o en offday
Det danske forsvar frygter ikke Camerouns angrebsstjerne Samuel Eto'o.
Simon Kjær har tidligere stået over for Camerouns angrebsstjerne Samuel Eto'o i den italienske Serie A. Lørdag kommer den danske forsvarsspiller formentlig til at stå direkte over for Inter-spilleren igen, når Danmark møder Cameroun ved VM i Sydafrika.
Men Palermo-forsvareren er klar til at tage pippet fra Samuel Eto'o, som ikke skræmmer danskeren.
"Nej, jeg frygter ikke nogen. Han er et menneske lige som alle os andre. Det er ensbetydende med, at han kan have en offday, og det er noget, vi skal hjælpe ham med at få. Vi skal have den fornødne respekt for ham, men også tro på vores egne evner og styrker, og så tror jeg egentlig også på, at det er nok," siger Simon Kjær.
Lærer noget hver gang
Den tidligere FC Midtjylland-spiller har prøvet at spille over for mange gode angribere og suger til sig af erfaring hver gang.
"Man lærer ufattelig meget af at spille over for spillere med Eto'os niveau. Det bliver spændende, og det er altid sjovt at prøve kræfter med," siger Simon Kjær.
Cameroun tabte sit første VM-opgør til Japan med 0-1, og i den kamp havde Samuel Eto'o overraskende fået rollen som højre kantspiller. Hvis det gentager sig, så bliver det formentlig Simon Poulsen, som får til opgave at stække afrikaneren. Men heller ikke hos Simon Poulsen er der nervøse trækninger.
"Hvis det bliver mig, som får fornøjelsen af at stå over for Eto'o, så vil jeg havde det fint med det. Han er en klassespiller, og selv om Cameroun generelt har et godt hold, så er han nok deres farligste og i hvert fald største stjerne. Det vil være stort at stå over for ham, og jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan for at stoppe ham, hvis jeg får chancen," fastslår Simon Poulsen.
LÆS OGSÅ: Sagaen om Bendtner-skade fortsætter
Ritzau