Klasseforskel på Sydkorea og Grækenland
Sydkorea strålede mod et tamt græsk hold, der først vågnede op, da det var for sent.
Lørdag blev der taget hul på VM’s gruppe B, da Sydkorea slog Grækenland med 2-0 på Nelson Mandela Bay Stadium i Port Elizabeth. På papiret en ikke synderligt ophidsende kamp, men i virkeligheden åbenbarede den et sydkoreansk hold, der spiller ganske underholdende fodbold.
Det førte efter bare syv minutter til, at forsvarsspilleren Jung So Lee bragte Sydkorea foran, da han var gået med frem og tæt under mål flugtede et veltilrettelagt frispark i nettet.
Det græske forsvar så dog også noget passivt ud i situationen, hvor hele to forsvarsspillere forsømte at heade bolden væk på vejen over mod Jung So Lee.
Sydkorea ville fremad
Ikke godt for grækerne, der tydeligvis fortsat forsøger at basere deres spil på en stram defensiv disciplin og kontrollerede offensive fremstød.
Sydkorea derimod søgte hele tiden fremad, spillede bolden rundt på græsset og slog til med friske offensive aktioner.
Efter 27 minutter havde asiaterne en kæmpe chance for at øge føringen, da den velspillende anfører Ji Sung Park lynhurtigt vendte spillet på egen banehalvdel efter et græsk boldtab og med en perfekt aflevering sendte bolden i dybden til Chu Young Park. Det blev dog den græske målmand Alexandros Tzorvas, der trak sig sejrrigt ud af én mod én-duellen, da han kom ud og fik bolden vippet over mål.
Kedelige grækere
I stedet tog Ji Sung Park sagen i egen hånd i starten af anden halvleg, da han satte to græske forsvarsspillere af og øgede føringen for Sydkorea.
Mod slutningen af kampen pressede grækerne en anelse mere på og kom for første gang i nærheden af at true Sydkoreas mål, men set over hele kampen, var de græske spillere mest af alt statister, selv om holdene havde bolden nogenlunde lige meget.
Med 0-2-nederlaget har Grækenland fortsat aldrig prøvet at få point eller at score ved en VM-slutrunde. Holdet har deltaget én gang tidligere, nemlig ved VM i USA i 1994.