Bendtner tror stadig på Holland-kamp
Der bliver ikke taget unødige chancer med Nicklas Bendtner. Den danske landsholdsangriber fik fri fra mandagens VM-træning i sydafrikanske Knysna og styrketrænede i stedet.
Bendtner føler sig dog fysisk klar, men erkender, at der stadig mangler lidt boldføling.
"Det gik udmærket søndag, og jeg tager en lille slappe af-dag mandag, hvor jeg styrketræner lidt. Og så kører jeg igen hårdt på tirsdag. Fysikken er der, og alt er på plads. Det eneste, der mangler, er det fodboldmæssige, så jeg får det sidste omkring skud og vendinger med uden problemer," siger Bendtner.
Der skulle dog ikke være grund til bekymring forud for Danmarks første VM-gruppekamp mod Holland den 14. juni.
"Jeg burde være klar. Jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver klar," fastslår Arsenal-angriberen.