VM-stadioner ramt af strejke

Sydafrikanske byggearbejdere indledte onsdag en strejke, der vil stoppe arbejdet på de stadioner, der skal bruges til VM-slutrunden i fodbold i 2010.

Artiklens øverste billede
Embedsmænd har tidligere sagt, at de 10 stadioner, der skal bruges ved slutrunden, heraf fem nye, vil blive leveret til tiden til december. Foto: AP

Strejken, der er på ubestemt tid, er den mest omfattende i landet, siden Sydafrikas ny præsident Jacob Zuma blev taget i ed i maj.

Sydafrikas største fagforening, Den Nationale Forening af Minearbejdere (NUM), siger, at strejken, der involverer 70.000 arbejdere, vil fortsætte, indtil arbejdsgiverne giver efter for deres krav om en lønstigning på 13 procent. Arbejdsgiverne har hidtil afvist at give lønstigninger på over 10 procent.

En eskalerende strejke vil udgøre en alvorlig udfordring for Zuma, som er nødt til at balancere mellem kravene fra fagforeningerne og venstrefløjen, der sikrede ham posten som præsident, og hensynet til markedsøkonomien på et tidspunkt, hvor Afrikas største økonomi lider under recession.

Farlige forhold

Sydafrikas svar på LO - Cosatu - bakker helt og fuldt op om strejken.

"Cosatu og bygningsarbejderne er lige så passionerede omkring verdensmesterskabet i fodbold i 2010 som alle andre, og vi vil gøre alt for, at det skal blive en succes. Men vi vil ikke tolerere, at stadionerne bliver bygget af underbetalte arbejdere eller arbejdere, der udsættes for farlige og usunde forhold," hedder det i en erklæring fra Cosatu.

Embedsmænd har tidligere sagt, at de 10 stadioner, der skal bruges ved slutrunden, heraf fem nye, vil blive leveret til tiden til december.

Fagforeningernes krav om lønstigningerne kommer på et tidspunkt, hvor inflationen falder med en lavere hastighed end ventet, siden den toppede med 13 procent i august i fjor.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen