Fodbold: Ros fra landstræner til AGF-målmand

Steffen Rasmussen kan få U 21-landstræner Flemming Serritslev på andre tanker, hvis han er bedste mand i træningen op til kampene mod Italien.

U 21-landstræner Flemming Serritslev er fremme med de store roser, når han skal begrunde udtagelsen af AGF-målmand Steffen Rasmussen til de to afgørende play-off kampe mod Italien. Og selv om Stephan Andersen, AB, på papiret er førstevalg, vil landstræneren ikke udelukke AGF'erens muligheder for en plads i startopstillingen.

»Steffen Rasmussen har stået helt fantastisk for AGF, hvor han nærmest har været ene om at holde niveauet. Mange gange er det ham, der har holdt AGF inde i kampene og forhindret nederlag. Det er ganske enkelt fremragende, det han har præsteret,« roser Flemming Serritslev.

Når det alligevel ser ud til, at Stephan Andersen tager plads i målet til den første kamp mod Italien 15. november i Farum, skyldes det primært, at det er ham, der kender U 21-forsvaret bedst. Men udelukke AGF-målmanden i startformationen vil landstræneren altså ikke.

»De ligger meget tæt på hinanden, og det vil altid være en vurderingssag. Men det er da klart, at hvis Steffen Rasmussen under træningen viser sig at være klart bedre end Stephan Andersen, så må jeg selvfølgelig overveje situationen,« forklarer Flemming Serritslev.

Om det bliver fra start eller ej, er ikke noget, den dygtige AGF-målmand tænker over.

Han glæder sig i første omgang over at være blandt de udtagne.

»Det er en stor gevinst at blive udtaget til landsholdet, men jeg koncentrerer mig først og fremmest om at gøre det godt i AGF, så må vi se, hvad der sker,« siger Steffen Rasmussen, der ikke tillægger det nogen betydning, at århusianerne er langt bedre placeret i superligaen end AB.

»Stephan Andersen er blevet solgt et utal af gange af sit forsvar, og er i øjeblikket ligeså formstærk som jeg. Når det er ham, der står, er det i kraft af hans større rutine. Det tror jeg, er den afgørende forskel,« vurderer AGF's førstevalg på målmandsposten.

Lærerig oplevelse

Endnu har han ikke følt, at han har været tæt på U 21-landsholdets startopstilling.

»Nej, men for mig er det en lærerig oplevelse at træne sammen med Stephan Andersen. I konkurrencen presser vi altid hinanden til at præstere det ypperste hver gang,« fortæller Steffen Rasmussen, der hjemme i klubben konkurrerer med Rune Pedersen.

»Om det har gjort mig bedre, har jeg egentlig ikke bidt mærke i, men det kan da godt være, at jeg er mere koncentreret til træning.«

Føler du, at bare den mindste fejl kan koste dig pladsen i AGF?

»Nej, jeg føler en god opbakning i hele trænerstaben, og når det samtidig går godt, er det hele med til at give én selvtillid,« siger 21-årig Steffen Rasmussen, der til sommer falder for aldersgrænsen til U 21-landsholdet.

jan.lacour@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen