Fodbold: Alvaro Santos reddede FCK

»FC Krise,« skreg en af de inkarnerede Herfølge-tilhængere, da den ene af stolperne på FC Københavns mål forhindrede Jakob Bresemann i at bringe værterne foran i første minut.

Tættere kom Herfølge imidlertid ikke på en scoring og den sejr, oprykkerne havde fortjent i mødet med mestrene, der blev reddet af Alvaro Santos kort før tid i en livlig og underholdene match.

Efter to friske sejre over to andre FC-klubber med Nordsjælland og Midtjylland som geografisk hjemstavn har Herfølge genfundet gejsten og autoriteten. I sit oplæg til kampen spurgte træner Johnny Petersen sig selv, hvordan man slår FCK? Svaret var, at det altid er spillernes vilje, der er udslagsgivende. Det er ud fra samme filosofi, at han mener, at Herfølge kan matche de bedste.

En evig trussel

Det bedste eksempel var måske Poul Hübertz, der sled og udfordrede som en evig trussel på venstrekanten. I sæsonens første hjemmekamp mod FC Midtjylland blev han skiftet ud efter bare 28 minutter, fordi han ikke havde vist den rette indstilling. »Jeg har kun brug for vindertyper,« fastslog Herfølge-træneren, der tilmed ærgrede sig over, at han ikke havde foretaget udskiftningen tidligere.

Mod FC København viste Poul Hübertz og de øvrige Herfølge-spillere viljen til det, der burde have været en sejr.

Når Poul Hübertz ikke optrådte i rollen som chanceskaber, var han tæt på selv at score i to omgange. Desuden følte han sig snydt for et straffespark efter en nærkamp med Bo Svensson, som dommer Claus Bo Larsen imidlertid havde en anden opfattelse af.

Herfølge var klart bedst i første halvleg, der nærmest formede sig som spil til FCKs mål. De største chancer i det pres, der kunne have været en føring på to-tre mål, misbrugte Gert Baungaard, der først blev spillet alene med Magnus Kihlstedt af Anders Jørgensen og i anden omgang heller ikke kunne få dirigeret bolden forbi den svenske målmand på et hovedstød.

Cramer blev testet

Sebastian Svärd og Jörgen Petterson testede enkelte gange Morten Cramer i Herfølge-målet, der dog havde sin flotteste redning på et Thomas Røll-forsøg efter pausen, da FCK kom med i kampen uden dog at påtage sig en dominerende rolle.

I stedet vristede Alvaro Santos hovedrollen som matchvinder fra Herfølges kandidatliste, der i anden halvleg fik føjet navne som Chris Hermansen, Morten Avnskjold og sågar målmand Morten Cramer til. Scoringen syv minutter før tid var den brasilianske angribers første i superligaregi.

jan.jensen@jp.dk

Herfølge (4-4-2): Morten Cramer - Michael Rytkønen, Kofi Dakinah, Jakob Bresemann, Anders Feldstedt - Anders Jørgensen (87. Anders Jochumsen), Morten Avnskjold, Benno Petersen, Poul Hübertz - Chris Hermansen, Geert Baunsgaard (77. Josh Gowling)

FC København (4-4-2): Magnus Kihlstedt - Bo Svensson, Bora Zivkovic, Martin Albrechtsen, Peter Christiansen - Hjalte Nørregaard, Sebastian Svärd (89. Martin Bergvold), Thomas Røll, Jörgen Petterson (87. Christian Traoré) - Alvaro Santos, Peter Møller

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen