Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodbold: AGF som hadeklub

Den nye AaB-træner fra Örgryte, Erik Hamrén, beretter om negativ stemning mod AGF.

Af FRITS CHRISTENSEN

Mange venskabsbånd er knyttet mellem danske og svenske byer og fodboldklubber gennem tiderne.

Men AGF bliver med ret stor sikkerhed aldrig venskabsklub med Örgryte Idrottssälskap, der geografisk har det med Göteborg som Brabrand med Århus.

Faktisk er AGF blevet en decideret hadeklub for Allsvenskan-klubben fra Örgryte og dens mange tusinde tilhængere, der fik den seneste sportslige triumf tirsdag aften med sejren på 4-1 over rivalerne fra IFK Göteborg på dansk fodbolds lykkebane, Ullevi.

Under præsentationen i går i Aalborg som ny AaB-træner fra 1. januar 2004 lagde Örgrytes træner, Erik Hamrén, ikke skjul på, at AGF er en klub, han ikke turde vælge på baggrund af efterårets begivenheder, der har kastet to af hans og Örgrytes bedste spillere i armene på AGF.

»Mit personlige synspunkt holder jeg for mig selv, men der er ingen tvivl om, at AGF er en meget upopulær klub i Örgryte netop nu,« sagde Erik Hamrén til Jyllands-Posten, efter at han var blevet præsenteret som ny AaB-træner.

Først slog AGF ned på venstrekantspilleren Jeffrey Aubynn, der var landsholdsstjerne i klubben og allernådigst fik lov til at skifte til AGF i august for et transferbeløb på den gode side af den halve million kroner.

Dernæst måtte Erik Hamrén og klubben se AGF sætte gaflen i et andet svensk landsholdsemne, højreforsvareren Martin Ulander, som klubben dog nægtede at frigive, men i stedet satte i skammekrogen som straf for at have forhandlet med AGF.

Klar hævnakt

Af klubbens ledelse blev Erik Hamrén bedt om ikke at gøre brug af Ulander, fordi: »Bestyrelsen har besluttet, at vi vil satse på yngre kræfter, der skal hjælpe holdet på vej næste år,« sagde Örgrytes direktør, Stefan Allbäck, til Jyllands-Posten.

Martin Ulander så det som en klar hævnakt fra klubbens side, og klubbens tilhængere bakkede op omkring ledelsen og vendte deres vrede mod AGF.

»Jeg har talt sagen grundigt igennem med klubbens ledelse og må acceptere holdningen,« siger Erik Hamrén, der ganske tydeligt vælger sine ord med omhu i en sag, hvor hans sportslige muligheder for et godt resultat i efteråret er blevet væsentligt forringet.

»Men kan du også forstå, hvorfor klubbens ledelse vælger at forringe holdet på grund af sagen med AGF?«

»Det vil jeg ikke kommentere,« siger Erik Hamrén, der meget hellere vil snakke AaB og de muligheder, der ligger i det nordjyske.

frits.christensen@jp.dk