AGF vil helst se de bedste
Til oktober evaluerer AGF og den katalanske storklub årets besøg.
Ikke fordi B- spillerne og de unge talenter var dårlige. Slet ikke. Tænk blot på mexicaneren Giovanni Dos Santos' fantastiske scoring til 1-0.
Men hvis den katalanske storklub FC Barcelona skulle finde på at forlægge næste sæsons forberedelser til Århus, vil Århus Elite have en forventning om, at det udelukkende bliver A-truppen, der spiller på stadion.
»Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at få det til at lykkes,« siger koncerndirektør Lars Windfeld, der efter to forsøg selvfølgelig gerne vil kunne præsentere fodboldikonet Ronaldinho. Eller i det mindste det dusin landsholdsspillere, som FC Barcelona ikke havde med til Østjylland.
Evalueringen af træningslejren foretages først til efteråret, men allerede nu har Lars Windfeld fået positive tilkendegivelser fra træner Frank Rijkaard og sportschef Aitor "Txiki" Beguiristain.
»Økonomisk er regnskabet ikke gjort op, men det er klart, der løber en del omkostninger på. Årsagen til, at vi var nødt til at tage 25 kroner i entre til FC Barcelonas træningspas, er ret enkel. Med 1.000 tilskuere kan vi ikke nøjes med et par frivillige hjælpere, men er nødt til at have større sikkerhedsforanstaltninger. Og de udgifter, vi har haft til det, bliver slet ikke dækket af entreen, der maksimalt dækker halvdelen af beløbet. Vi kan kun få penge ind via salget af billetter,« forklarer Lars Windfeld.
Sidste år arrangerede Århus Elite to fodboldkampe med FC Barcelona. I år ønskede katalanerne kun en enkelt kamp.
»Jeg synes, vi har haft en fin uge. Og 16.800 tilskuere var også flere, end vi havde forestillet os,« siger direktøren.
Sportsligt ville han og de fleste andre sikkert gerne have set eksempelvis stjerneangriberen Samuel Eto'o på banen, men i det tilfælde må AGF og andre bøje sig for FC Barcelonas sportslige hensyn.