Kærligheden er intakt

AGF fik en øredøvende velkomst af et talstærkt århusianske publikum og udspillede Kolding FC.

Meget var, som det plejer at være på Århus Stadion. Gnags sang stadig om "Lav sol over Århus" umiddelbart inden kampstart, og modstanderne blev mødt med den traditionelle pibekoncert, da det entrerede Århus Stadion.

Men så hørte almindelighederne ellers op.

For sjældent er et AGF-hold blevet mødt med en så betingelsesløs og larmende velkomst som inden søndagens kamp mod Kolding FC. De 6.962 tilskuere efterlod ingen tvivl om, at kærligheden er intakt på trods af nedrykningen til landets næstbedste række. Da AGF-spillerne - med det, for de inkarnerede fans, nostalgiske Ceres-logo på brystet - løb på banen, eksploderede fansene i en jubel, der må have varmet langt ind i de hårdtprøvede hvide hjerter. Træner Ove Pedersen var da også fuld af beundring over de århusianske tilskuere.

»Brian Steen havde i sin tid nærmest kun spillet en halv time for AGF, før han begyndte at tale om, at hårene rejste sig på armene, og der er altså noget om det. Der er noget helt specielt over klubben og fansene. Det er så op til os at give dem noget igen, og det gjorde vi heldigvis i dag,« sagde han.

Klappet fra banen

Velkomsten var langt fra det eneste, der ikke var, som det plejede at være på Århus Stadion. Det er endog meget længe siden, at tilskuerne har haft lejlighed til at synge "vi ligger nummer et" - en sang der blev taget i brug efter 38 minutter, da AGF havde scoret fire gange. Det er heller ikke hverdagskost for AGF-spillerne at se publikum rejse sig og klappe dem fra banen efter en første halvleg, hvor århusianerne havde chancer til dobbelt så mange mål.

Direktør i Århus Elite Lars Windfeld fandt ligesom Ove Pedersen de store ord frem i beskrivelsen af støtten fra de århusianske fans.

»Det kan godt være, at de er mange i København, men jeg tror ikke på, at der findes bedre fans rundt om i landet. På den måde har Århus noget helt specielt. Der var 4.200 tilskuere til superligafodbold i Odense i går, og så samler vi 7.000. Det er fantastisk,« sagde han.

Sjusk efter pausen

Direktøren havde set et AGF-hold, der i den grad satte tingene på plads i første halvleg. Tempoet var højt, og koldingenserne havde knap nået at tænke sig om, inden debutanten Ole Budtz efter fem minutter steg til vejrs og headede AGF i front. Over hele kampen var det eneste minus tempofaldet og flere sløsede markeringer efter pausen.

Hård konkurrence

Koncentration kan således blive AGF'ernes helt store udfordring i 1. division. Den mindre gode anden halvleg fandt Ove Pedersen dog helt naturlig.

»Der er ikke nogen hold i verden, der kan spille en hel kamp i det tempo, vi spillede med i første halvleg. Vi brugte mange kræfter, og det var glødende varmt. Jeg synes ikke, at jeg kan tillade mig at være utilfreds med noget i dag,« sagde han.

Hvad træneren heller ikke kan være utilfreds med er den nuværende konkurrencesituation på holdet. Den betød blandt andet, at norske Roger Risholt var helt uden for truppen.

»At Risholt ikke er med er jo helt uhørt - i hvert fald på sigt. Det samme kan man sige om, at Svenne Poulsen starter på bænken. Konkurrencen er i hvert fald skærpet, og der er lagt en linie, så der skal præsteres noget for at komme tilbage på holdet,« sagde Ove Pedersen efter at have sunget sejrssang med resten af holdet. Sådan plejer det heller ikke at være på Århus Stadion.

allan.poulsen@jp.dk

AGF (4-4-2): Steffen Rasmussen - Frederik Krabbe (67. Anders Kure), Thomas Hansen, Ole Budtz, Jesper Sørensen - Lars Pleidrup, Peter Sand, Jens Gjesing (63. Svenne Poulsen), Michael Lumb - Peter Graulund, Peter Foldgast (71. Rasmus Katholm)

Kolding FC (4-5-1): Kenneth Falkenberg - Jan Hede, Casper Kruse, Ulrik Pedersen, Henrik Thomsen - Karsten From (76. Mikkel Kvist), Claus Pedersen, Mikkel Linddorff, Anders Nordstrøm (46. Morten Christensen), Christian Dessau Arp - Chris Hermansen

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.