Fodbold: Ankergren og Rasmussen bliver i Brøndby
Brøndby har mistet en del spillere denne sommer, men målmand Casper Ankergren og forsvarsspilleren Morten Rasmussen skal ingen steder. Fredag forlængede de deres kontrakter med klubben. Rasmussen med fire år og Ankergren med tre år.
Morten Rasmussen fik i efteråret sit gennembrud hos DM-sølvvinderne, da holdet manglede en til at give en hånd med i midterforsvaret efter salget af Daniel Agger.
Casper Ankergren har i sin tid hos Brøndby været både i og uden for stamformationen, og i foråret fik han ikke spilletid, da Karim Zaza blev foretrukket af Michael Laudrup. I mellemtiden er Michael Laudrup stoppet i klubben, og Karim Zaza spiller nu i tysk fodbold. Derfor er Ankergren igen førstevalg.
/ritzau/