Fodbold: OB besejrede FC Midtjylland

Det var et midteropgør lige omkring nulpunktet, da OB mandag aften slog FC Midtjylland med 2-1 på Odense Stadion. Men selv om det i lange perioder var tæt på, kravlede hverken celsiusgraderne eller underholdningsværdien ned under nul i et Superligaopgør, der mest af alt handlede om at slippe væk fra den kedelige placering midt i tabellen.

Havde det ikke været for enkeltmandspræstationer og flotte mål af OB's midtbanemand Søren Berg, backen Lars Jacobsen og gæsternes midtbane-fighter Jesper Mikkelsen, havde de 3388 tilskuere formentlig ærgret sig over at have tilbragt en kold novemberaften på tribunerne i Odense.

De to midtermandskabers trænere var både før og efter opgøret på Odense Stadion enige om, at en mandagssejr i Superligaen ville være fantastisk, mens et nederlag ville være tilsvarende ringe. Tre point i posen ville betyde, at man holdt fast i førerfeltet, mens et rundt nul ville være lig med en cementering af den kedelige placering midt i rækken med lange udsigter til både ligaens top og bund. En pointdeling ville derimod være acceptabelt for begge parter.

Og sådan så det ud til at blive, da en udvisning af OB's Mwape Miti midt i anden halvleg med ét satte kul på opgøret.

Hjemmeholdet sat under pres

11 sortklædte midtjyder satte fra begyndelsen af kampen hjemmeholdet under pres, hvor hårdtarbejdende og hovedstødsstærke Kim Kristensen dominerede på højreflanken. Jesper Mikkelsen fightede på banens midte og eks-OB'eren Kenneth Møller Pedersen gjorde sit til at give gæsterne en fornuftig start på kampen.

Modsat virkede hjemmeholdet rystende usikkert. Mærkeligt, eftersom OB'ernes selvtillid burde være på toppen, efter at de gennem de seneste ti Superligaopgør kun en enkelt gang har forladt grønsværen som tabere. Men i den første fjerdedel af opgøret virkede det som, at OB'erne enten var forkrampede over kampens vigtighed eller forfrosne af køleskabskulden i Odense.

Rutinerede Michael Hemmingsen, hollænderen Fernando Derveld og de ellers solide backs Lars Jacobsen og Morten Rasmussen havde således svært ved at levere indersideafleveringer, som skulle rulle mere end fem meter.

Målmand Karim Zazas driblinger i feltet virkede også en anelse rustne. Måske derfor valgte OB langt ind i første halvleg at spille med lange og høje bolde frem mod angriberne Mwape Miti og Kasper Dalgas, hvilket viste sig at være en dårlig taktik.

I løbet af halvlegen kom der dog en anelse mere form, facon og tyngde over OB'erne. Lars Jacobsen og Søren Berg fik orden i sagerne ude på højrefløjen, mens Derveld ligeledes blev en mere effektiv bolderobrer og -fordeler på den modsatte side af banen.

OB kom først og fremmest gennem på fløjene, men desværre for hjemmeholdet manglede indlæggene præcision.

Resultatet var, at der var langt mellem mulighederne foran både Karim Zaza og Peter Skov Jensens mål, og som tiden gik på dommer Tommy Poulsens ur, stod det klart, at der skulle noget ekstraordinært til at bryde dødvandet.

Udvisning satte gang i OB

Det kom efter knap en halv time, da Søren Berg afdriblede Urmas Rooba og tordnede bolden fladt forbi FC Midtjyllands målmand.

Umiddelbart efter pausen kom gæsterne bedst igang, da Jesper Mikkelsen med et milimeterpræcist frispark følte bolden i en blød bue udenom den fynske spillermur og Karim Zaza.

Tilbage ved pointdeling gav begge hold sig selv friere tøjler. Samtidig skruede især FC Midtjylland op for bulderbassetaktikken, og med fysisk pondus satte de sig nu igennem over for OB'erne. Måske var det denne attitude-ændring, der satte gang i dramaet. I hvert fald var det en tydeligt frustreret Mwape Miti, som blev udvist efter, at han havde nikket Martin Nielsen en skalle.

Udvisningen tændte ild under OB'erne, hvilket udmøntede sig i en scoring fra stjernebacken Lars Jacobsen. Målmand Peter Skov Jensen tøvede med at skille sig af med en tilbagelægning, hvorpå Jacobsen tilkæmpede sig bolden og sendte den i mål til OB-føring.

Resten af opgøret blev en rodet affære, hvor midtjyderne forsøgte at komme tilbage i opgøret med hård fight. Det lykkedes ikke, og OB-spillerne kunne lade sig hylde af deres fans, der efterhånden havde fået varmen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen