VM slutrunde

Beckenbauer byder Deschamps velkommen i eksklusiv klub

Franz Beckenbauer undrer sig over, at blot tre personer nogensinde har vundet VM både som spiller og træner.

Da Frankrig søndag blev verdensmester i fodbold, blev Didier Deschamps samtidig medlem af en lille og eksklusiv klub.

Den franske landstræner blev den blot tredje person, der både som spiller og træner har vundet VM, og det er noget den tyske legende Franz Beckenbauer værdsætter.

Han var nemlig inden finalen i Rusland sammen med brasilianske Mario Zagallo de to eneste personer, der tidligere har vundet VM både som spiller og træner.

- Nu er vi tre, måske skulle vi lave en sammenkomst, siger 72-årige Franz Beckenbauer ifølge tyske Bild.

Franz Beckenbauer vandt VM sammen med Vesttyskland i 1974 som spiller og med Tyskland i 1990 som træner.

I 1958 og 1962 var Mario Zagallo med til at gøre Brasilien til verdensmester som spiller, og i 1970 var han træner for det brasilianske landshold, der vandt VM, ligesom at han i 1994 var assistenttræner, da Brasilien blev verdensmester igen.

Beckenbauer fremhæver især, at Didier Deschamps som spiller var anfører, da Frankrig blev verdensmester for 20 år siden.

- Så lærer man automatisk at lede et hold, og det hjalp mig senere som træner, siger tyskeren, der også var anfører som spiller for Vesttyskland.

Franz Beckenbauer undrer sig i øvrigt over, at "klubben" ikke har flere medlemmer endnu.

- Det er overraskende, at det ikke er sket oftere, i betragtning af, at VM er spillet siden 1930. Der er nogle, der har forsøgt. Det har Maradona (Diego) blandt andre uden at lykkedes, siger Beckenbauer.

Han mener, at Frankrig var den rette verdensmester i Rusland.

- Af alle favoritterne var det kun Frankrig, der kom igennem turneringen med et konsekvent niveau, siger Beckenbauer.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her