VM slutrunde

Endelig lykkedes det: England er videre efter straffesparkskonkurrence

England slog Colombia efter straffesparkskonkurrence og skal dermed spille VM-kvartfinale mod Sverige.

Det var tæt på at være det værste, men endte med at være det bedste, der kunne ske for Englands stolte fodboldlandshold.

For første gang i 12 år er England videre til kvartfinalen ved VM – og det endda efter straffesparkskonkurrence.

En disciplin, som englænderne i månedsvis har trænet i tilfælde af, at holdet skulle havne i den situation, som seks gange i de seneste 28 år har kostet videre deltagelse ved en slutrunde. Men denne gang lykkedes det England at bryde forbandelsen fra 11-meterpletten.

Helten blev Eric Dier, som sendte Colombia ud i VM-mørket, mens englænderne nu skal møde Sverige i kvartfinalen.

Harry Kane, manden med mål i støvlerne, anførerbindet om armen og en hel fodboldgal nations forventninger på skuldrene, var i den ordinære spilletid kun få minutter fra at sende England videre, men det forhindrede en colombiansk overtidsscoring.

Men sejren kom til sidst i hus.

Colombia-England 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 Harry Kane (57./str), 1-1 Yerry Mina (93.)

Colombia: 6

England: 6

Dommer: Mark Geiger (USA), 4

Straffesparks-konkurrence: 3-4

England: Kane (mål), Rashford (mål), Henderson (brændt), Trippier (mål), Dier (mål)

Colombia: Falcao (mål), Cuadrado (mål), Muriel (mål), Uribe (brændt), Bacca (brændt)

Den kom efter en kamp, der længe var chancefattig og næsten kedelig, inden det for alvor eksploderede i anden halvleg. Men også en kamp, hvor et lettere umodent colombiansk landshold ellers gjorde alt, hvad det kunne – med både provokationer og bissetricks – for at snuppe kvartfinalebilletten.

Indledningsvist dominerede England i både boldbesiddelse og presspil, men holdet vadede bestemt ikke i åbne målchancer. Harry Kane var tættest på med et hovedstød efter et fremragende indlæg fra Kieran Trippier til bagerste stolpe. Helt symptomatisk for Englands første halvleg headede Kane bolden over mål.

I de to første gruppekampe spillede England ellers med både fart og stor selvtillid. Det fik straks de engelske supportere til at synge ”football’s coming home” – et optimistisk håb om en gentagelse af VM-triumfen fra 1966. Glæden fra tribunerne syntes dog ikke at smitte af på de engelske spillere i en halvleg, hvor spillet længe var både fastlåst og uden tempo.

Det var også Colombias fortjeneste. Halvdelen af den sydamerikanske startopstilling bestod af spillere, der enten spiller eller har spillet i Premier League, og de havde godt fat i englænderne. Ja, faktisk så godt fat, at dommer Mark Geiger flere gange måtte skille parterne ad. Værst var det, da Wilmar Barrios kort før pausen nærmest stangede Jordan Henderson – colombianeren slap med en advarsel.

I den anden ende havde Colombia heller ikke meget at byde på. Holdets største stjerne James Rodriguez, som blev VM-topscorer i 2014, sad på tribunen med en lægskade. Det virkede han naturligt nok bedrøvet over – og hans humør blev kun forværret efter pausen. Det var Carlos Sanchez’ skyld.

Midtbanespilleren traf en af slutrundens mest tossede beslutninger. Det var faktisk dummere end dumt – selv Harry og Lloyd ville ryste på hovedet. Sølle to skridt fra dommer Geiger valgte Carlos Sanchez at flå Harry Kane omkuld i feltet efter et hjørnespark – vel at mærke efter en kamp, hvor England kæmpede for at komme til chancer. Straffesparkskendelsen var indiskutabel, og scoringen var stensikker.

Den amerikanske dommer Mark Geiger var under stort pres. Foto: Antonio Calanni

Adfærden lige før selve straffesparket var dog værd at bemærke, for det kom til at kendetegne resten af opgøret. Mens den hårdt pressede amerikanske dommer var omringet af glødende raseri i skikkelse af fem colombianer, gik Harry Kane rundt for sig selv i feltet for at forberede sig på sparket. Og i hælene på topscoren gik skurken fra første halvleg, Wilmar Barrios, der forsøgte at provokere og udøve en form for psykisk terror.

Harry Kane stod for presset, men det kunne colombianerne ikke. De havde i de efterfølgende minutter travlt med både at brokke sig og modtage gule kort efter små svinestreger. Det blev kun dummere minut for minut, men resultatet blev en plæne på Spartak Stadium med en direkte ond stemning. En sjældent set trist og næsten uværdig reaktion på en modstanderscoring.

Med et kvarter tilbage af ottendedelsfinalen skiftede Colombia karakter. Falcao og co. begyndte igen at jagte en scoring fremfor at søge næste følelse af uretfærdighed. Det var et modent træk, og det klædte opgørets kvalitet.

Naboerne er videre: Solide Sverige forsvarede sig frem til VM-kvartfinalen

Både Juan Cuadrado, Radamel Falcao og Mateus Uribe havde nærgående forsøg i de sidste 10 minutter, men den stærke engelske defensiv afværgede gang på gang. Lige indtil overtiden.

Her Yerry Mina hoppede højest efter et hjørnespark, hvor målmand David Ospina i øvrigt var gået med frem. Forsvarsspilleren headede udligningen ind - og så ventede 30 minutters forlænget spilletid.

Udligningen rystede England. Holdet virkede skrøbeligt og var næstbedst i alle aktioner i store dele af den forlængede spilletid. Colombianerne var til gengæld som forvandlede. Kreativitet, positiv vildskab og stor energi.

Det kastede bare ikke mål af sig, og så måtte det hele afgøres på straffespark. Her reddede Jordan Pickford det sidste spark fra Carlos Bacca, hvorefter Eric Dier afgjorde opgøret.

Med sejren skal England møde Sverige på lørdag kl. 16.00.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her