VM slutrunde

Kan det betale sig at vinde? Landstrænerne er uenige før afgørende gruppefinale

England og Belgien spiller torsdag aften om at vinde gruppe G, men spørgsmålet er, om det er en fordel at vinde.

Harry Kane har scoret fem mål i de to første VM-kampe. Foto: Antonio Calanni

Det vil formentlig være samtaleemnet i de fleste engelske og belgiske byer i aften: Kan det virkelig betale sig at gå efter sejren?

England og Belgien er begge videre til VM’s ottendedelsfinaler efter to sejre i de første to kampe. I aften støder de to nationer sammen i en direkte kamp om at vinde gruppe G, men det er langt fra sikkert, at det bliver et brag.

Noget tyder på, at vejen til VM-trofæet bliver nemmere ved at tabe.

Scenariet

Vinder af gruppe G kan møde:

Ottendedelsfinale: Colombia, Senegal eller Japan

Kvartfinale: Brasilien eller Mexico

Semifinale: Uruguay, Portugal, Frankrig eller Argentina

Nummer to i gruppe G kan møde:

Ottendedelsfinale: Colombia, Senegal eller Japan

Kvartfinale: Sverige eller Schweiz

Semifinale: Spanien, Rusland, Kroatien eller Danmark

Vinderen af gruppen får angiveligt sværere modstandere i knockout-fasen end gruppens toer. Uanset hvad skal England og Belgien spille ottendedelsfinale mod enten Colombia, Senegal eller Japan. De tre sidstnævnte hold kæmper i eftermiddag om de to avancerede pladser i gruppe H.

Men skulle det lykkes for både England og Belgien at vinde ottendedelsfinalen, ja, så opstår balladen.

For er det ikke en fordel at tabe aftenens gruppefinale for derfor at blive parret i en eventuel kvartfinale med Sverige eller Schweiz fremfor at vinde og så blive parret med Brasilien eller Mexico?

Det spørgsmål bliver diskuteret heftigt i den engelske presse, men Englands landstræner står fast.

»Vi vil vinde enhver kamp, vi går ind til. Jeg ved ikke, hvordan vi kan gå ind til en kamp uden at forsøge at spille godt og vinde. Det er farligt at begynde at planlægge og forudsige, hvor vi måske skal ende,« siger Gareth Southgate ifølge The Times.

I den belgiske lejr er tonen noget anderledes. Landstræner Roberto Martínez har allerede sagt, at holdets VM-topscorer, Romelu Lukaku, sidder over med en ankelskade.

»Vi er gået videre, og det var prioriteten. Nu er vi nødt til at kigge på vores spillere. Vi vil gerne spille godt, men prioriteten er ikke at vinde,« siger han ifølge The Guardian og understreger, at det er vigtigt at beskytte spillerne og sørge for, at de er i den bedst mulige form før knockout-kampene.

Kommentatorduo efter Maradonas famøse optrin: »Tænk hvis Michael Laudrup havde opført sig sådan«

»Der er spillere med gule kort, og jeg synes, at det vil være uprofessionelt, hvis vi lod dem spille med risiko for at misse knockout-fasen.«

Men hvad så hvis kampen ender uafgjort? Ja, så er der også ballade. I så fald vil det være fuldstændig lige efter de tre første kampe – med både point, målscore og flest scorede mål. Dermed hedder det sig i Fifas reglement, at fairplay-reglen kommer i spil. Med andre ord drejer det sig om, hvilket hold der har fået færreste strafpoint (gule og røde kort).

Før kampen har England fået to gule kort, mens Belgien har fået tre. Hvis også antallet af kort ender uafgjort, vil det utrolige ske. I så fald vil Fifa trække lod om, hvilket hold der skal have førstepladsen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her