VM slutrunde

Braithwaite og Sisto duellerer om VM-plads på kanten

Martin Braithwaite håber, at han med gode indhop kan presse Pione Sisto ud af Åge Hareides startopstilling.

I de to testkampe frem mod VM-slutrunden er Pione Sisto blevet foretrukket som Danmarks venstre angriber, men både mod Sverige og Mexico er han blevet skiftet ud i pausen til fordel for Martin Braithwaite.

Særligt i lørdagens 2-0-sejr over Mexico gav udskiftningen ekstra liv til det danske angreb, og begge mål faldt, mens Braithwaite var på banen. Han håber, at hans præstation kan bringe ham tættere på en startplads ved VM.

- Når jeg spiller, så handler det for mig om at komme ind og gøre en forskel mod hold, som står meget kompakt. Når det er svært at komme igennem, bliver man nødt til at være kreativ og prøve nogle ting af og spille med høj risiko, og det er min rolle.

- Jeg synes, at jeg har sat et fint aftryk. Mod Sverige var det ikke godt eller dårligt, bare ok. Mod Mexico gik det godt, men det kan stadigvæk blive endnu bedre, siger Braithwaite.

Han ser optimistisk på sin eget kandidatur til startopstillingen, men respekterer også, at det er Åge Hareide som sidder med det store overblik og sætter holdet.

- Man må spørge Åge, om jeg er kommet tættere på startopstillingen, men jeg bliver ved med at banke på, indtil døren åbner. Så må vi se, om den åbner, siger Braithwaite.

Mens Bordeaux-forwarden kommer lidt fra baghjul i landsholdssammenhæng, er Pione Sisto blevet vist stor tillid på landsholdet.

I perioden med Sisto som fast starter har landsholdet ikke tabt, og han kan da heller ikke se, hvorfor Hareide skulle pille ved sin angribersammensætning.

- Jeg kan ikke se, hvorfor Åge skulle gøre noget andet. Det var det her hold, som formåede at vinde, og vi har spillet med det samme hold temmelig længe.

- Jeg kan mærke, at det går bedre, når jeg spiller på et hold, der spiller med de samme spillere, og det tror jeg også, at Åge kan mærke, siger Sisto.

Mod Mexico fik Sisto et lille slag på akillessenen, som i få minutter voldte ham problemer, inden han kunne løbe videre.

Tidligere i foråret holdt akillessenen ham ude af kampe for Celta Vigo, og frygten for en ny skade i samme område kan være medvirkende til, at Sisto lørdag blev skiftet ud i pausen, vurderer han.

- Det var ikke i mit eget kald, at jeg blev skiftet ud, det var Åge, som sagde det.

- Som spiller vil man gerne i gang og tænker ikke så meget over, at man får et slag. Bagefter kan man godt se, at det var bedst at komme ud, siger Sisto.

Samtidig beroliger han med, at akillessenen kun er hævet, og at den ikke vil bringe ham i fare i forhold til at misse VM-premieren lørdag mod Peru.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her