FCK i problemer efter nyt nederlag
FC København kom tidligt bagud mod OB og formåede trods stort spilovertag ikke at få point.
To nederlag i træk. Det er ikke hverdagskost for FC København i Superliga-sammenhæng, men det er ikke desto mindre status for de forsvarende danmarksmestre efter søndagens 0-1-nederlag til OB.
Nederlaget kommer oven på 1-3-skuffelsen mod Lyngby, og kampen i Odense viste igen, at FC København ikke er på samme høje niveau, som den danske mesterklub ellers har været i de seneste par sæsoner.
Uden sidste sæsons profiler som Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Thomas Delaney og Andreas Cornelius mangler FC København det ekstra gear, som kan mase en modstander, når det er nødvendigt.
Efter at være kommet tidligt bagud i søndagens kamp, havde FC København et stort spilovertag, men det lykkedes ikke københavnerne at låse op for det fynske kyskhedsbælte af en defensiv.
Ståle Solbakkens mandskab havde masser af boldbesiddelse, men i store dele af kampen forblev det arytmisk og ideforladt som på et aftenskole-kursus i folkemusik. Først i slutfasen mønstrede FCK andet end sløv boldomgang og forsøg fra distancen. Men OB holdt stand.
Man savnede også noget lederskab på FCK-holdet, der i årevis har været kendetegnet af rutinerede, skandinaviske spillere med en stor portion erfaring. I Odense stillede FC København uden William Kvist i startopstillingen og blot havde tre danskere i blandt de 11 udvalgte.
FC København kunne heller ikke hente hjælp fra tribunerne. Som konsekvens af balladen på Brøndby Stadion i august var københavnernes fans forment adgang til stadion i Odense, hvor udebaneafsnittet altså stod gabende tomt. Til gengæld var der fint fremmøde fra det fynske publikum, der knapt havde sat sig i plasticsæderne, før de kunne rejse sig og juble igen.
Solid OB-præstation
Der var således blot spillet 30 sekunder, da OB’s Nicklas Helenius headede en lang bold videre til Anders K. Jacobsen, som fik en friløber mod Robin Olsen i FCK-målet. Den mulighed udnyttede den ellers udskældte OB-angriber til fynsk føring.
Hjemmeholdet kontrollerede længe føringen på fornem vis. Når OB endelig havde bolden, spillede Kent Nielsens mandskab med stor tålmodighed, og når hjemmeholdet skulle forsvare sig, var nigerianske Izunna Uzochukwu en stærk bølgebryder, mens midtstopperne Kenneth Emil Petersen og Frederik Tingager agerede luftens helte for fynboerne.
I begyndelsen af anden halvleg kunne OB endda have bragt sig yderligere foran, da først Jacob Barrett Laursen og siden Nicklas Helenius havde gode forsøg i en kort periode, hvor hjemmeholdet var i teten.
Uforløste FCK-angreb
Det var dog kun i glimt, at OB formåede at udfordre FC København, for gæsterne dominerede voldsomt i jagten på en scoring. i slutfasten blev det også farligt – særligt i forbindelse med dødbolde – men manager Ståle Solbakken måtte flere gange se frustreret til fra bænken, mens det ene angreb efter det andet endte uforløst.
Mod slutfasen sendte FC København de offensive indskiftningsspillere Kasper Kusk og Carlo Holse på banen, men lige lidt hjalp det. Det udlignende mål udeblev, og nu er FCK otte point fra Superligaens førsteplads.
Det førhen så uovervindelige mesterhold er blevet menneskeligt.