Fortsæt til indhold
Fodbold

Bayern-chef efter Ancelotti-fyring: »Fjenden i din egen seng er den farligste«

Torsdag fyrede Bayern München den italienske træner Carlo Ancelotti. Præsident i Bayern München, Uli Hoeness, forklarer fyringen med, at flere spillere havde vendt Ancelotti ryggen.

I forrige sæson var Carlo Ancelotti blot to manglende offside-kendelser fra at komme i en Champions League-semifinale i sin første sæson i den tyske storklub Bayern München. Cristiano Ronaldos fem scoringer, hvoraf flere var på kanten af offside, sendte imidlertid Real Madrid videre efter forlænget spilletid.

Fem måneder senere er Ancelotti fyret og færdig i det sydtyske, denne gang efter en Champions League-kamp, hvor Bayern München var chanceløse og tabte 0-3 på udebane mod Paris Saint-Germain.

Allerede til den officielle banket i timerne efter kampen bedyrerede klubbens direktør, Karl-Heinz Rummenigge, at resultatet »ville få konsekvenser«.

»Det vi så til aften (onsdag red.), det var ikke Bayern München. Det er vi alle enige om,« udtalte Rumenigge, mens Ancellotti sad ved hans side og tyggede af munden.

Torsdag blev Ancelotti så fyret. Bayern Münchens præsident, Uli Hoeness, gik herefter ud og kom med sin forklaring på fyringen.

»Træneren (Ancelotti red.) havde fået fem spillere imod sig. Den slags havde han ikke overlevet. Du kan som træner ikke have fem af de mest prominente spillere imod dig. I mit liv har jeg lært, at fjenden i din egen seng er den farligste, derfor måtte vi handle,« sagde Uli Hoeness til den tyske radiokanal Radio FFH.

Mens han til lokalavisen Westfalenpost fortalte, at fyringen ikke var en panikløsning. Spillet havde skrantet længe.

»Det er ikke sådan, at vi træffer så stor en beslutning efter en tabt kamp. Men klubben har i flere uger og måneder oplevet en dårlig udvikling, og det havde egentlig ikke været så slemt. Men det faktum, at han efter min overbevisning har fået flere spillere imod sig, også Coman, det havde han ikke klaret,« siger Uli Hoeness.

Ancelotti har på Twitter selv sagt pænt farvel til klubben, som han nåede at stå i spidsen for i omkring 15 måneder.

»Det har været en stor ære at være en del af Bayerns historie. Jeg vil gerne takke klubben, spillerne og de fantastiske fans,« siger Carlo Ancelotti.

Den italienske træner afløses midlertidigt af assistenttræner Willy Sagnol, der har en fortid som spiller i klubben.

Til Radio FFH siger Hoeness, at klubben vil benytte landskampspausen i næste uge til at finde en mere permanent løsning.

»Vi har ikke noget tidspress, men når pausen er slut om to uger, vil vi have en løsning,« siger Uli Hoeness.