Fortsæt til indhold
Fodbold

To mål mod Real Madrid skaber overskrifter

Fodboldspilleren Jacob Bruun Larsen spillede en pragtkamp tirsdag aften, men skal stadig lære, mener U21-landsholdstræner.

En seriøs, moden og reflekterende ung knægt uden store armbevægelser. Sådan beskriver U21-fodboldlandstræner Niels Frederiksen den unge danske Dortmund-spiller Jacob Bruun Larsen, som med to mål og to assists i holdets 5-3-sejr over Real Madrid tirsdag aften har skabt overskrifter i Tyskland.

Det var i Champions League for ungdomshold, den såkaldte Youth League, at den 19-årige dansker viste sine fodboldkundskaber frem, som roses i flere tyske medier.

Han udvikler sig hele tiden, men det er også nødvendigt, når han er i en klub på allerhøjeste niveau.
Niels Frederiksen, U21-fodboldlandstræner

Rosen af den unge spiller undrer ikke Niels Frederiksen, der mener, at Jacob Bruun Larsen har »en meget stor pakke« at byde på.

»Han er dygtig til at udfordre, meget fremadrettet og aggressiv i sit spil. Han tænker, spiller og løber fremad. Hans fart er god, og så sparker han stort set lige godt med begge ben,« siger U21-landstræneren, der beskriver ham som meget professionel.

Jacob Bruun Larsen kommer bl.a. altid hen og spørger efter de gps-data, som U21-landsholdet bruger til at måle spillernes fysiske aktivitet.

»Han søger selv råd og venter ikke på, at andre fortæller ham, hvor han kan forbedre sig. Det er ikke alle, der gør det, slet ikke som 19-årig. Han kommer også ofte til mig for at få en snak. Han vil hele tiden lære. Han udvikler sig hele tiden, men det er også nødvendigt, når han er i en klub på allerhøjeste niveau,« siger Niels Frederiksen.

Trods pæne ord i de tyske medier, bl.a. på Bundesligaens officielle hjemmeside og i det tyske fodboldmagasin Kicker, har den danske U21-landsholdsspiller ikke fået meget spilletid siden sin debut på førsteholdet sidste år.

Han har bl.a. været ude med en skade, men skal også kæmpe med nogle af de bedste fodboldspillere i Europa om en plads i startopstillingen. Dog giver den manglende spilletid ikke dybe panderynker hos Niels Frederiksen.

»I en periode kan de unge godt leve med ikke at spille så meget, hvis de er i et rigtig godt træningsmiljø. Og det er der i Dortmund, men det må ikke være over en længere periode, at unge spillere ikke får kamptræning, for det ødelægger ofte deres udvikling,« siger han.

Selvom konkurrencen er stor, mener Niels Frederiksen, at det ikke er umuligt for Jacob Bruun Larsen at få spilletid i klubben, men han forklarer også, at det bliver en hård kamp, og at han skal have forbedret sit defensive spil.

»Han skal tænke over den bagudrettede del af spillet. For han kan godt finde ud af at spille bagud, men det ligger ikke så naturligt til ham,« siger han.

Fortsætter den unge Dortmund-spiller den udvikling, som han har været igennem siden skiftet til den tyske klub, spår Niels Frederiksen, at han har gode muligheder for blive A-landsholdsspiller en dag.

»Med det potentiale han har, ser jeg det ikke som umuligt, selvom der ingen garanti er for det. Men han har et stort talent,« siger han.

Jacob Bruun Larsen har også haft debut i Bundesligaen. Den kom den 20. september, da han blev skiftet ind seks minutter før tid i Dortmunds 3-0-sejr over Hamburger SV, men bliver det kun ved indskiftninger en gang imellem, håber U21-træneren, at midtbanespilleren vælger et klubskifte, så udviklingen ikke går i stå.