Kvartfinaleopskriften skal også sikre dansk finaleplads

Den danske landstræner giver i aftenens semifinale genvalg til alle 11 startere fra den sensationelle sejr over Tyskland.

Artiklens øverste billede
Der er ingen ændringer i startopstillingen for Danmarks kvinder til semifinalen mod Østrig. Foto: Polfoto

”Never change a winning team”. Sådan lyder en af fodboldens mest slidte klichéer. Ikke desto mindre er det netop sådan, den danske landstræner Nils Nielsen synes at have tænkt forud for aftenens semifinale mod Østrig.

Alle 11 spillere fra startopstillingen mod Tyskland starter således på banen igen i aften.  Det er vel at mærke første gang i denne slutrunde, at Nils Nielsen gentager sin startopstilling to kampe i træk.

Det bliver derfor Pernille Harders og Nadia Nadims opgave at nedbryde det østrigske hold defensiv, som har været blandt turneringens bedste. Østrigerne har således blot lukket et mål ind undervejs i denne slutrunde, da de i den indledende gruppe spillede 1-1 med Frankrig.

De danske fløje indtages til venstre af Katrine Veje og til højre Sanna Troelsgaard, der begge er blandt de foreløbigt fem danske målscorer under denne slutrunde.

På midten bliver det op til Line Sigvardsen Jensen og Maja Kildemoes at fordele bolde og skabe balance på det danske hold.

Bagkæden udgøres af Line Røddik på venstreback, Stine Larsen og Simone Boye i midterforsvaret, mens matchvinderen fra kvartfinalen, Theresa Nielsen, starter på højreback. Stina Lykke er nok engang er kvinden mellem stængerne.

Der er kampstart kl. 18.00 på Rat Verlegh Stadion i Breda. 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen