- Opdateret 02/08/2017 kl. 12:04
Fodboldekspert undrer sig over Mølby-fyring: Timingen er underlig
Tidspunktet for fyringen af Johnny Mølby i Viborg FF tyder på, at partnerne har slidt meget på hinanden, vurderer en fodboldekspert, der har et bud på en ny trænerprofil i den midtjyske klub.
»Umiddelbart tænker jeg wow.«
Den tidligere Superliga-spiller og nuværende fodboldekspert hos Viasat, Jesper Thygesen, er mildest talt overrasket over onsdagens nyhed fra Viborg FF. Den danske 1. divisionsklub har fyret sin cheftræner Johnny Mølby med øjeblikkelig virkning som følge af det, klubben kalder »svigtende sportslige resultater samt manglende tro på, at Johnny Mølby er den rette person til at vende den negative udvikling«.
»For det første må man sige, at det er en kæmpe deroute for Johnny Mølby. Det er kun fem-seks år siden, at han var på en liste over mulige kandidater til landsholdet,« siger Jesper Thygesen og fortsætter:
»Men derudover er jeg lidt forvirret omkring fyringen. Jeg forstår slet ikke timingen,« siger fodboldeksperten.
Jesper Thygesen påpeger, at det nogenlunde lykkedes for Johnny Mølby at bygge et offensivt koncept i Viborg, efter at han overtog trænerposten fra Auri Skarbalius, men da bundlinjen viste en nedrykning, kan en fyring forsvares, lyder det fra Thygesen.
Dog undrer det fodboldeksperten, at fyringen kommer få dage efter klubbens første kamp i 1. division, der i øvrigt endte med et premierenederlag i Thisted, frem for et par uger efter nedrykningen i begyndelsen af juni.
»Han er jo ikke fyret på baggrund af én kamp. Hvis han var røget ud få uger efter nedrykningen, ville en ny træner jo have haft noget tid med spillerne i opstarten,« siger han.
»Det tyder på, at det har været en hård tid i Viborg siden nedrykningen, hvor parterne har slidt meget på hinanden.«
Steffen Højer og Ralf Pedersen er udnævnt som henholdsvis konstitueret cheftræner og assistenttræner i Viborg FF, der ifølge Jesper Thygesen bør lede efter én bestemt profiltype som ny træner.
»Der har været en tendens til, at alle hold i 1. division kan slå alle, men at holdet med den stærkeste defensive base er rykket op. Hvis Viborg går målrettet efter oprykning, og det formoder jeg, bør ledelsen kigge på en type af trænere, som kan få fat i den defensive struktur,« siger Jesper Thygesen.
»Jeg siger ikke, at det skal være Ove Christensen, men en type som ham er oplagt.«