- Opdateret 02/08/2017 kl. 10:40
Spanske medier: Neymar har sagt farvel til holdkammeraterne
Neymar-handlen vil blandt andet være et brud på Financial Fair Play, mener spansk fodboldforbund, der truer med at aflyse den forestående handel fra FC Barcelona til PSG.
Det er sommerens største transfersaga, der kan ende med at gøre en talentfuld brasilianer til verdens dyreste fodboldspiller nogensinde.
Nu kan handlen, der sender den 25-årige Neymar fra spanske FC Barcelona til franske PSG, være tæt på at gå igennem, ifølge spanske medier.
Onsdag mødte angriberen op til holdets træning for at fortælle holdkammeraterne, at han skifter til PSG i løbet af de kommende dage, ifølge blandt andet nyhedsbureauet AFP.
FC Barcelona har senere bekræftet, at Neymar har fået lov til at udeblive fra dagens træning.
Samtidig har hans agent sendt et billede fra den franske hovedstad og skrevet, at »Paris ser fantastisk ud«.
Hvis det står til det spanske fodboldforbund, LFP, bliver handlen imdlertid ikke til noget.
Forbundet har nemlig tænkt sig at spærre for handlen, oplyser præsident Javier Tebas til avisen Sport.
PSG er angiveligt klar til at indfrie Neymar frikøbsklausul på omkring 1,6 milliarder kroner, og det vil føre til et brud på Fifa-reglerne om Financial Fair Play, ifølge Javier Tebas.
»PSG kan ikke fremvise tal om, at deres kommercielle rettigheder (omsætning red.) overgår Real Madrid eller Barcelonas. Det tror ingen på,« siger Javier Tebas.
Financial Fair Play er indført for at skabe en mere bæredygtig økonomi i fodboldverden og blandt andet sikre, at klubberne ikke køber ind for mere, end de omsætter for.
Selv hvis PSG ikke indfrier klausulen, vil handlen som udgangspunkt blive afvist, siger Javier Tebas.
»Vi vil informere præsidenten for PSG om, hvad vi vil gøre, og så må vi se, om PSG’s tilgang (til Neymar-købet, red.) vil fortsætte i den samme retning,« siger Javier Tebas.
Fodboldforbundet hæfter sig samtidig ved, at der er problemer med Neymars kontrakt, hvilket også spærrer for handlen.
FC Barcelona har senest meldt ud, at man vil tilbageholde en bonus på næsten 200 millioner kroner, som Neymar var blevet lovet, da han underskrev en ny kontrakt i fjor.
De penge vil Neymar ikke få, hvis han skifter klub, siger en kilde fra klubben til nyhedsbureauet AFP.
Bonussen skulle ellers være blevet udbetalt et år efter kontraktforlængelsen, der skulle holde Neymar i klubben til 2021.
Samtidig blev hans frikøbsklausul hevet fra 1,5 milliarder kroner til den nuværende på omkring 1,6 milliarder kroner.
Det er den klausul, PSG nu vil indfrie og dermed gøre Neymar til verdens dyreste spiller.
Neymar ankom ifølge spanske medier til FC Barcelonas træning onsdag morgen klokken 9, men kun for at fortælle, at han er på vej væk.
Flere af Barcelona-spillerne har angiveligt forsøgt at få Neymar til at ombestemme sig og fortælle ham, at det på ingen måde ville være større at spille i PSG end i Barcelona.
Indtil nu har den ære tilfaldt franske Paul Pogba, der blev solgt fra Juventus til Manchester United for i alt næsten 800 millioner kroner i sommeren 2016.