Bayern München afviser rygter om Lewandowski
Den tyske storklub minder andre klubber om, at det er ulovligt at forhandle med spillere med langtidskontrakter.
Bayern Münchens stjerneangriber Robert Lewandowski er ikke i dialog med andre klubber.
Det understreger den tyske storklub i en udtalelse til Sky Sport.
Udtalelsen kommer i kølvandet på rygter om, at både Chelsea og Manchester United skulle være interesserede i den polske spiller og allerede er gået i dialog med ham.
Men »spilleren er ikke i dialog med nogen klubber og kommer heller ikke til at være det,« skriver Bayern München.
Klubben understreger, at Lewandowski har en langtidskontrakt med klubben, som for nyligt er blevet forlænget frem til 2021. Samtidig minder den tyske klub andre klubber om, at de kan risikere bøder fra Fifa, såfremt de forsøger at forhandle med spillere på langtidskontrakter.
Bayern München har ikke planer om at skille sig af med deres polske stjernespiller, understreges det.
Det er ikke første gang, at den tyske klub afviser rygter om salg eller køb af fodboldspillere. Så sent som tidligere på ugen kommenterede klubben også på rygter om, at klubben skulle være ude efter Real Madrids Cristiano Ronaldo.
Her skrev klubben på sin hjemmeside:
»Vi er vant til intense transfer-rygter under transfervinduet. Normalt kommenterer vi ikke rygter, men i dette tilfælde i sagen om Cristiano Ronaldo vil vi gerne slå fast én gang for alle: dette rygte har ikke noget grundlag og må betegnes som fri fantasi.«