Fortsæt til indhold
Fodbold

Nye beregninger: Christian Eriksen er 335 mio. kr. værd

En ny algoritme kan vurdere fodboldspilleres værdi – og det kan blive værdifuldt særligt i de mindre klubber, hvor en mio. kr. fra eller til kan gøre forskellen.

335 mio. kr.. Så meget skulle Christian Eriksen ifølge en ny algoritme - udviklet af forskere på IT-Universitetet i København og Universitetet i Liechtenstein - være værd.

Det er mere, end hvad Tottenhams danske midtbanespiller i virkeligheden er vurderet til på det tyske site Transfermarkt. Her står der 260 mio. kr. ud for hans navn.

Det lyder nok for godt til at være sandt i de fleste sportsdirektørers og agenters ører: et par klik på computeren og så ved du præcis, hvor meget en fodboldspiller er værd. Men ifølge forskerne bag skulle den være god nok. Over fem år har algoritmen indsamlet statistik og data på 4.500 spillere fra de fem største europæiske ligaer, og spillerne er herefter blevet vurderet på baggrund af 25 forskellige faktorer.

Algoritmen kan vise sig at blive rigtig nyttig for især de mindre klubber, mener Oliver Müller, der er lektor ved ITU og en af forskerne bag algoritmen.

Hvor de store klubbers budgetter ikke vælter af, at man måske betaler en mio. kr. for meget for en spiller, så det kan være værdifuldt for en mindre klub at kende den helt præcise værdi af spilleren, mener lektoren.

»At købe en fodboldspiller er en af de vigtigste beslutninger for en klub. Det er en stor økonomisk beslutning, der involverer flere mio. kr., men på nuværende tidspunkt er køb ofte baseret på direktørernes erfaringer og i nogle tilfælde mavefornemmelser,« siger Oliver Müller.

Meningen er, at man med statistik kan sikre sig, at man hverken betaler for meget eller sælger en spiller for billigt. Det kan blive nyttigt, når hold skal ud og købe forholdsvis ukendte spillere, mener Oliver Müller. Når klubberne kender deres præcise værdi, kan de nemmere finde branchens guldfugle tidligt og sælge dem videre for høje beløb.

De 25 faktorer, som spillerne vurderes på, dækker både over præstationer på og uden for banen. Det er f.eks. mål, afleveringer, røde kort, skader og spillernes alder, men en spillers popularitet er også med til at give dem værdi.

»Tag pensionerede Beckham for eksempel. Han er måske ikke verdens bedste fodboldspiller, men han er altid i nyhederne, børn vil have hans navn på deres fodboldtrøjer, og han er en karismatisk og populær spiller. Det tilføjer noget til hans værdi,« siger Oliver Müller.

Udover data for Christian Eriksen har Jyllands-Posten også fået fremlagt data på en række andre spillere. Her ses det, at en spiller som Cristiano Ronaldo ifølge algoritmen er 440 mio. kr. værd – langt under de 744 mio. kr., som Transfermarkt vurderer ham til. Det skyldes ifølge Oliver Müller bl.a., at han er fyldt 32. Derfor er markedsværdien faldet betydeligt. Det er også grunden til, at en spiller som Messi ifølge algoritmen er faldet så betydeligt i værdi.

Hos FC Midtjylland er det lige præcis den her form for beregninger, som klubben forsøger at bruge, når de skal finde holdets fremtidige spillere. Det fortæller sportsdirektør, Claus Steinlein. Han kalder derfor også algoritmen for en »rigtig god idé.«

»Man finder ikke den evige sandhed med en algoritme, men vi tror rigtig meget på data, og det er et af de redskaber, vi bruger, når vi skal finde fremtidens dygtige spillere. Det hjælper med at begrænse feltet, og så kan man undersøge, hvem der passer ind i klubbens spillestil og har de menneskelige kvaliteter, vi leder efter. Det er nok lidt som at lave en personlighedstest til en jobsamtale - det er ikke den, der afgør, om man får jobbet, men den er med til at sortere nogle fra,« siger Claus Steinlein.

Klubben har ved hjælp af data haft succes med at finde talenter uden for de store ligaer, hvor man kan få samme kvalitet for færre penge, understreger direktøren.

Algoritmen fra ITU er ikke udbredt til hverken klubber eller offentligheden. Forskerne bag overvejer stadig, hvad det næste skridt skal være, men ifølge Oliver Müller vil man med den rette investering kunne følge spillernes værdier i realtid - nøjagtig som med en aktiekurs. Det betyder, at man under eller umiddelbart efter en kamp vil kunne se, om en spillers værdi har ændret sig.