Læs uddrag af Lars Berendts nye bog bag om landsholdet

I dag tirsdag udkommer DBU's tidligere pressechef, Lars Berendt, med bogen "En del af det største." Her inviterer Berendt med ind i DBU ved sejren under EM 1992 og sager som med baneløberen i Sverige-kampen i 2007 og spillernes boykot af pressen efter sejren over Portugal i 2008.

Jyllands-Posten har fået lov til at udgive et uddrag fra et kapitel i bogen om netop sidstnævnte episode. Her beskriver Lars Berendt, hvordan spillerne følte sig så konstant dækket i et negativt lys af pressen, at man til sidst valgte at boykotte medierne anført af Jon Dahl Tomasson og Christian Poulsen efter sejren i Portugal i 2008. Første skridt til den udgang, blev et spillerønske inden afgang til Portugal om at have mindre tid med pressen og i stedet kopirere andre landes større medieafstand inden store kampe.

Uddrag af "En del af det største":

Jeg lovede Christian, at jeg ville finde en løsning, så vi efter nytår kunne indføre samme koncept som vores modstandere for pressemøderne dagen før en kamp. Jeg ville lige vende det med hans holdkammerater i spillerrådet og med Morten. Mit eneste krav var, at vi kom fra Portugal med et resultat, og at vi overvintrede fornuftigt i stillingen i puljen. Ellers ville det blive vanskeligt at implementere stramninger. I forhold til de øvrige spillere kunne det måske løsne lidt op for den nuværende irritation over mediernes negative dækning af holdet. Morten var også glad for, at jeg ville justere over for pressen efter årets sidste kvalifikationskamp mod Malta. På den korte bane gik mine tanker mest i retning af den krisestyring, der ville blive behov for, hvis vi tabte kampen mod Portugal.

Det var tydeligvis også den forventning, medierne arbejdede med op til kampen. Hjemme i Danmark bidrog tidligere landsholdsspillere til mediernes skepsis. Allan Nielsen optrådte i et indslag på Go’ Morgen Danmark med kritik af Mortens mandskabsbehandling. Kampdage med landsholdet på hjemmebane og udebane var to forskellige verdener for mig. Lige så stressende det var med et ansvar for selve arrangementet og for pressekontakten, når vi spillede i Danmark, lige så stille og afslappende, men også spændingsfyldt kunne kampdagen være på udebane.

Onsdag den 10. september i solbeskinnede Lissabon var én af den slags kampdage. Med kampstart klokken 20.45 lokal tid stod jeg op med forventningen om en lang behagelig dag foran mig. Jeg havde forberedt det meste af pressemeddelelsen med startopstillingen, som først skulle udsendes en time inden kampens start. Jeg manglede bare at få bekræftet startopstillingen og spillernes trøjenumre af holdets sekretær. Det kunne jeg klare sidst på eftermiddagen. Jeg kunne uden problemer forlade lejren og tage en tur ind til byen og spise frokost med min kollega, Lise, og sponsorrepræsentanterne, Marianne Klockmann fra DONG og Jesper Jæger fra Arla. Jeg var højst 25 minutter fra hotellet, og alle havde mit mobilnummer. Resten af eftermiddagen var stille på hotellet. Spillerne var alle på deres værelser i den skemalagte hviletid mellem 14.00 og 17.30. Massør Allan Poulsen og fysioterapeut Eskild Bram Chrestensen pakkede massagerummet sammen og forberedte deres transport ind til stadion, hvor de skulle stille massagerummet op igen.

Efter at have tjekket mails og pakket mødtes Lise, Marianne, Jesper og jeg nede i hotellets café, hvor vi nød eftermiddagssolen og roen, inden en hektisk aften og en lang nats flyvning hjem til København. Så ringede mobilen. Det var Morten. Han bad mig komme op på sit værelse. »Der er noget, jeg skal fortælle dig om. Spillerne er jo frygteligt trætte af pressen i øjeblikket. De føler slet ikke, der kommer andet end negativ respons ud af den tid, de bruger på medierne. Jon har orienteret mig om, at de har besluttet, at hvis vi vinder i aften, så vil de markere deres synspunkt ved at boykotte pressen.« Jeg var faktisk mest overrasket over, at de troede på deres sejrschance. Vi havde aldrig slået Portugal på udebane. Min første tanke var, at hvis spillerne virkelig troede, de kunne vinde hernede i aften, kunne de løbe nøgne gennem mixed zone efter kampen, hvis de havde lyst. En sejr over gruppefavoritten på udebane. Det var skøn ønsketænkning efter de to forgæves kvalifikationsturneringer til VM og EM.

En sejr over favoritterne og en placering helt fremme i puljen efter to spillerunder med to svære udekampe og op til vinterpausen ville have stor betydning på alle parametre. Men selvfølgelig skulle spillerne udnytte triumfen ved en eventuel sejr maksimalt. Det omfattede absolut også kontakt med medierne efter kampen. Det ville formidle og forlænge euforien og dermed den positive dækning efter en sejr og medvirke til at lægge afstand til de sidste fire års tristesse. Men med mindre end fire timer til kampens start var det ikke tidspunktet at drøfte med hverken træneren eller spillerne.

Det måtte vente til efter kampen. Hvis det overhovedet blev aktuelt. Det var loyalt af Morten at informere mig om spillernes planlagte aktion. Omvendt var det ikke et forhold, jeg kunne forvente, at han skulle medvirke til at løse. Spillernes opbakning er afgørende for en træners succes. Det ramte Richard hårdt, da spillerne under Bonuskonflikten i 1994 og Mælkekrigen i 1996 påpegede over for ham, at de ikke følte, de havde hans opbakning. Jeg havde siden, som mediechef for UEFA og FIFA, arbejdet sammen med en række af verdens kendteste og mest karismatiske trænere. Trænere ved, at de er afhængige af, at spillerne giver sig de sidste fem procent for holdet og for dem. Derfor har trænerne indimellem behov for at signalere deres opbakning til spillerne i konfliktsituationer.

Det kan de for eksempel gøre ved at undlade at tage et opgør om noget så sportsligt irrelevant som én enkelt optræden i en mixed zone. Oplysningen gjorde det til gengæld nødvendigt for mig at tænke i krisekommunikation efter en sejr også. Allan og Jim skulle orienteres, inden de kørte af sted til stadion. »Det må du jo forhindre,« var Jims reaktion, da jeg satte dem ind i den potentielle konflikt. Jeg svarede, at jeg havde tænkt over, hvordan det kunne forhindres, men at spillerne i henhold til deres kontrakter med DBU kun var forpligtet til at deltage i »rimeligt omfang«. Hvilket var noget af en gummiparagraf.

Jeg lovede naturligvis, at jeg nok skulle arbejde på at forhindre en eventuel boykot, men nu var Jim orienteret og kunne så deltage i en dialog med spillerne, hvis han ville have indflydelse. Jeg overvejede at orientere vores sponsorrepræsentanter, Marianne og Jesper. De var diskrete, vi havde et tæt samarbejde, og de kunne håndtere fortrolig viden. Jeg ville gerne give dem chancen for at orientere deres organisationer. Men jeg anså risikoen for en boykot for ligefrem proportionel med chancen for at vinde kampen og ønskede ikke, at planerne om en spilleraktion skulle få negativ indflydelse på sponsoraterne på den lange bane.

Jeg besluttede at vente med at orientere dem, til jeg kendte både kampens resultat og resultatet af en eventuel drøftelse med spillerne. Kampen blev en gyser. Nicklas Bendtner misbrugte en kæmpe chance alene igennem med den portugisiske målmand allerede i kampens første minut. I stedet bragte Nani Portugal foran tre minutter inden pausen. Portugiserne producerede mange chancer i løbet af anden halvleg, hvor vi pressede på. Men i 83. minut skabte Nicklas Bendtner troen på et dansk point efter et flot opspil fra Daniel Agger, hvor Nicklas med et flot placeret, fladt skud i det lange hjørne udlignede. Men kun to minutter efter begik Leon Andreasen straffespark, som Deco udnyttede til en ny, portugisisk føring. Det virkede uoverskueligt, men to minutter senere kom Christian Poulsen foran både sin oppasser og målmand Quim på et hjørnespark og sendte en ny udligning i netmaskerne. Et minut og 40 sekunder inde i overtiden kastede Daniel Agger et langt indkast ind i det portugisiske felt, bolden blev clearet langt ude på den portugisiske banehalvdel, hvor Daniel Jensen tog chancen med et akavet langskud. Bolden ramte en forsvarsspiller i ryggen og sejlede i netmaskerne. 3-2. Sejren var en realitet.

Der blev uddelt store knus hele vejen rundt. Superflash-positionerne var placeret nede i graven på ved ind mod omklædningsrummene. På vej derned mødte jeg min kollega fra Sporting Lissabon, Nuno. Han havde allerede inden planlægningsmødet for kampprogrammet forudset, at vi skulle spille på netop deres bane. For som han drillende konstaterede, placerede det portugisiske forbund altid kampene mod den vanskeligste modstander i Porto. Portugal mødte for eksempel Sverige i Porto. Han kom mig i møde med et stort smil og konstaterede: »You lucky bastards!« Han havde sådan set ret, men det betød absolut intet. Vel vidende at en boykot kunne komme på tale, fik jeg indfanget to af målscorerne, Nicklas Bendtner og Daniel Jensen, til superflash-interview med den transmitterende danske tv-station, TV3, sammen med Morten. Normalt var der kun tale om to superflashinterviews, men jeg ville sikre både seerne derhjemme og de øvrige medier reaktionerne fra en ekstra dansk aktør, før det hele muligvis gik op i hat og briller. Luna Christofi – som havde forladt DBU og nu i en årrække havde været reporter for TV3 – var overrasket, men hun kendte heller ikke baggrunden.

I omklædningsrummet var stemningen ubeskrivelig. Da jeg kom ind med den sidste af de tre fra superflash-interviewene, var det anfører Jon Dahl Tomassons tur til at styre løjerne ved at tage initiativ til sejrssangen. »Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af« må have kunnet høres helt til Danmark. Lige så snart sangen var afsluttet, fortsatte Jon fra sin plads oppe på bænken: »Og så har vi besluttet, at vi ikke taler med pressen i aften!« Bemærkningen medførte endnu et jubelbrøl. Det ville blive op ad bakke for mig dét her.

Jon kom hen til mig og uddybede, hvad Morten havde fortalt seks timer tidligere. Det var en markering af, at de ikke følte medierne respekterede deres imødekommenhed over for dem i dagligdagen. Jeg svarede, at uanset berettigelsen i deres opfattelse af medierne, havde vi lige nu brug for at få det maksimale ud af triumfen. Det ville vi ikke opnå med en boykot af pressen. Jeg forklarede, at de skulle tænke forbi pressen. Denne sejr var en enestående chance for at genvinde den popularitet i den brede befolkning, som var presset af de sidste fire års pauvre resultater og manglende deltagelse ved de to slutrunder. Og vejen til den fodboldinteresserede del af befolkningen gik gennem medierne. En boykot ville samtidig give medierne en ønskesituation. Spillernes utilfredshed ville for det første ikke blive formidlet som en reaktion på den negative kampagnejournalistik, spillerne oplevede. Den ville blive udlagt som en reaktion på pressens kritiske journalistik. Og den indeholdt alle forudsætninger for, at medierne kunne bruge det som en platform til selviscenesættelse. Da Jon ikke godtog min indvending, foreslog jeg ham, at hvis Ekstra Bladet med »Det dårligste landshold i 30 år«-artiklen var årsagen til deres reaktion, så var der ingen grund til at tage de øvrige medier som gidsel. I forhold til Ekstra Bladet ville det være fuldt acceptabelt, hvis de valgte den mere provokerende indgang. De kunne starte med at sige til Ekstra Bladets udsendte, at »her er vi, det dårligste landshold i 30 år, men vi har lige slået gruppefavoritterne på udebane, og vi ligger foran vores sværeste modstandere i tabellen, hvad vil I spørge os om?« Anføreren mente ikke, at det ville have den ønskede effekt.

Jeg foreslog derefter, at de kunne nøjes med at stille op for tv-stationerne, som formidlede spillernes egne ord til seerne derhjemme. Og de øvrige medier i øvrigt ville kunne citere fra. Heller ikke det forslag blev købt. Jeg måtte erkende, at mit forsøg på at varetage både spillernes og DBU’s rationelle interesser bedst muligt ikke ville lykkes. Og når jeg ikke kunne få dem på bedre tanker, rettede jeg fokus mod at finde en løsning, så DBU ikke blev koblet op på spillernes aktion. Jeg stillede Jon det retoriske spørgsmål, hvordan han havde tænkt sig at formidle forklaringen på deres boykot, hvis de ikke ville tale med journalisterne? Jeg foreslog ham, at han gik med til pressemødet og gav en forklaring i samlet forum dér. Den mulighed tænkte han over, men kom tilbage og sagde nej. Han syntes, det ville være at bryde den solidaritet, de var nået til enighed om. Det var forståeligt, men det ville stadig ikke løse problemet med forklaringen om boykotten.

Mit sidste forslag var derfor, at han som minimum lagde navn til en kort udtalelse, som jeg så kunne læse op for journalisterne. Jon svarede, at det var han med på, hvis jeg ville hjælpe ham med at formulere teksten. Jeg begyndte sammen med Jon at skrive en tekst ned på et stykke papir: »Vi dedikerer sejren til dem, der troede på os. Folk har efterlyst en reaktion fra holdet – den har vi leveret på banen i dag. Nu vil vi dele glæden over sejren med vores fans på stadion her i aften og derhjemme – og med os selv.« Inden Morten og jeg gik op til pressemødet, tog Jon fat i mig. »Vi ved godt, at det her kommer til at gå ud over dig. Det er vi rigtigt kede af, det var ikke meningen, men det her var den bedste løsning, vi kunne komme i tanke om, for at pressen kan mærke, at vi virkelig mener det alvorligt. Vi gør det for kollektivets skyld. Og jeg kan garantere dig, det også kommer til at gå ud over mig.« Fair nok, de havde deres grunde, og vi var enige om, vi ikke havde fælles interesser denne sene aften. Morten og jeg gik op af trappen, ud gennem mixed zone og hen til den store pressekonferencesal.

De fleste journalister blev ude i mixed zone-området i forventningen om, at spillerne ville begynde at komme igennem. Det var kun Politikens Søren Olsen og muligvis Ritzau, der fulgte med ind i lokalet til pressekonferencen. Da jeg læste meddelelsen op, løftede Søren Olsen hovedet fra blokken og nikkede. Nu vidste han som den første, hvad der var på vej. Han lyttede til de første spørgsmål og svar og gik derefter ud til sine kolleger i mixed zone og informerede dem om spillernes boykot. Da Morten og jeg havde afsluttet pressekonferencen og skulle tilbage til omklædningsrummet, blev vi mødt af en mur af danske pressefolk. Morten fortsatte ind i omklædningsrummet. Jeg måtte læse teksten op endnu en gang. Det medførte en række spørgsmål, som jeg rent taktisk ikke var indstillet på at skulle besvare. Hvert et billede af mig i den situation ville koble mig til spillernes aktion. Jeg var ikke en del af boykotten, jeg var ikke enig i den, og derfor ville jeg ikke forbindes med den, endsige forsvare den.

Jeg havde ganske enkelt givet pressen en forklaring om, at der var tale om en boykot fra spillernes side. Da jeg kom tilbage til omklædningsrummet, lagde jeg mine papirer fra mig. Jeg havde ikke lige lyst til at stå inde i det varme og fugtige lokale. Jeg var ikke tilfreds. Jeg gik udenfor og stod vistnok og sparkede lidt til en af taskerne med træningstøj, da Christian Poulsen kom ud til mig. Vi havde arbejdet tæt sammen i forbindelse med hans rolle i Baneløbersagen halvandet år tidligere. Han spurgte mig, om deres beslutning var så forkert, som han kunne forstå, jeg mente, den var. Jeg svarede, at det på alle parametre var den forkerte beslutning. Og gentog den forklaring, jeg havde givet Jon. Christian og jeg gik tilbage til omklædningsrummet, hvor vi sammen med Jon kunne konstatere, at de første spillere allerede havde forladt det og var gået tavse gennem mixed zone. Dermed var boykotten en realitet, og det var formålsløst at genoptage drøftelsen.

Med boykotten prioriterede både Jon og Christian kollektivet over den individuelle eksponering, som interviewene efter sejren ville give dem. På et eller andet niveau havde jeg respekt for den prioritering. Men jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig specielt på Christians vegne. Hans indsats i denne kamp og det udlignende mål til 2-2 var en personlig triumf og genrejsning af ham i en betydningsfuld rolle på landsholdet efter hans udfald i kampen mod Sverige. Han var under pres fra medierne og havde i højere grad end Jon brug for den positive eksponering, der ville følge med hans deltagelse i interview efter kampen. Da vi var kommet til lufthavnen, stod Jim og jeg og talte situationen igennem ved indtjekningsskranken. TV3’s kommentator kom lige forbi os. Jeg havde sikret hans tv-station de tre eneste interviews denne aften. Inklusiv det ekstraordinære superflash-interview. Han undgik demonstrativt at kigge på os og skrev i stedet en blog med titlen »Dum, dummere, DBU« i flyet på vej hjem.

Bogen "En del af det største" udgives på forlaget Lindhardt og Ringhof.