*

Fodbold

U21-landstræner ser lyspunkter trods EM-lussing

Niels Frederiksen ser optimistisk frem mod Tyskland-møde efter 0-2-nederlaget til Italien i EM-åbningskamp.

Danmark skal slå Tyskland på onsdag og Tjekkiet på lørdag for at have en chance for avancement. Foto: Lars Poulsen

Italienerne var det bedste hold, men de danske U21-landsholdsspillere leverede en hæderlig indsats i 0-2-nederlaget.

Sådan opsummerer U21-landstræner Niels Frederiksen den danske EM-åbning søndag aften.

- For mig gælder det om, at vi individuelt og kollektivt skal ramme vores topniveau, og for mig var der rigtig mange, som gjorde det, og kollektivet fungerede fint.

- Vi må også erkende, at vi mødte et pisse godt hold. Vi var ikke så langt fra, men det var ikke nok i dag, siger Niels Frederiksen.

Danskerne gik til pausen med 0-0, og Italien havde kun haft et langskud, som var ved at blive farligt. Niels Frederiksen så dog de bedste offensive momenter fra det danske hold i anden halvleg.

- Første halvleg var rigtig fin, fordi vi holdt dem fra chancer. Men jeg var ikke så tilfreds med vores egen boldomgang. Jeg synes, at vi stressede for meget.

- Der var kun to gange, hvor vi rigtig fik spillet os ud af deres pres, som vi havde planlagt, og de to gange splittede vi dem ad og var ved at komme helt fri.

- I anden halvleg var vi meget bedre på bolden, vi fandt mellemrummet foran deres forsvar, men de scorede to mål, og det farver jo indtrykket af anden halvleg, siger U21-landstræneren.

0-2-nederlaget stiller danskerne i vanskelig situation i forhold til at kunne nå turneringens semifinaler. Kun gruppevinderne og den bedste toer på tværs af de tre EM-grupper går videre.

Derfor skal Danmark slå Tyskland på onsdag og Tjekkiet på lørdag for at have en chance for avancement.

- Vi har stadigvæk chancen fra at vinde puljen eller gå videre som toer, hvis det er det, vi skal. For at vi kan gøre det, så skal vi vinde den næste kamp mod Tyskland.

- Jeg ser frem til den kamp med optimisme og tro. Jeg synes, at vi leverede en rigtig fin præstation mod Italien, men jeg er ikke tilfreds med resultatet. Det er vigtigt at understrege, siger Niels Frederiksen.

Tyskland vandt 2-0 over Tjekkiet i gruppens anden kamp.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her